PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
You see the Story of a Broken Heart, will tell you More than a Million Scars.
527 posts
1 like
Post by Caeli Pluvia on Feb 5, 2019 20:06:03 GMT
Caeli Pluvia Remember me, Once in a while, Please promise me you'll try When you find, That once again you long, To take your heart back and be free If you ever find a moment, Spare a thought for me
Slavian havde været hendes hjem. Siden hun kom til verden stort set - hun havde levet her så længe at hun kun kunne forbinde det med hjem. Altid havde hun været ment til at leve her og ånde i Dawns nærhed. Der var intet der rigtig kunne bringe hendes hjerte mere lykke. Mørket var vasket ud af hendes hjerne. Sorgen glemt bag et smil. Caeli Pluvia var forandret og hun var levende klar til at ånde i livet med hendes kærlighed til hendes elskede. Dette var øjeblikket hun havde ventet på i månedsvis. Hoppen havde klogt nok holdt sig i sit hjem i mange dage, for det lille føl i hendes mave gjorde sig klar til at komme ud og møde hende.
Caeli lå i en lysning i skoven og gabte med ro i sindet. Sneen var borte her, græsset var tørt og solen skinnede varmt ned på hende. Foråret var på vej. Veerne havde sat ind og hoppen stirrede en smule rundt. Dawn havde knap været til stede igennem dette... Han havde været fjern i for lang tid og hun ville så gerne hjælpe ham. Måske ville hans nye lille føl hjælpe på den sag? Smelte hans hjerte, som føllet allerede havde smeltet hendes. Hun havde båret det. Nu var det tid. Caeli gav nogle kaldende små vrinsk fra sig - flokken ville vide at det var Dawn hun kaldte på... Hun ventede.
Ham havde været klar over at hun havde ventet sig, men han havde ikke kunne ladet være med at føle en smule skam over hele situationen. Måske var det derfor han havde forsøgt at undgå hende i alle disse måneder, for han ønskede ikke at se problemerne i øjnene. Det hele virkede bare ikke rigtigt for ham. Dog vidste han at hendes kalden betød at det var tid. Den brune hingst drog et tungt suk, som var det døden der skulle indtræffe og ikke et nyt liv. Han traskede i et usædvanligt langsomt tempo i retningen af den grå hoppes kald. Det var ulig ham, og helt igennnem rædselsfuld opførsel fra den dengang galante hingst. Han havde mest af alt lyst til at forsvinde fra alt ansvar. Dog stod han snart ansigt til ansigt med det ansvar han havde påtaget sig. Han brummede stille mod hoppen, og afventede da så. Nervøsiteten kom snigende. Ville det gå galt lige som sidst?
You see the Story of a Broken Heart, will tell you More than a Million Scars.
527 posts
1 like
Post by Caeli Pluvia on Feb 5, 2019 20:24:57 GMT
Caeli Pluvia Remember me, Once in a while, Please promise me you'll try When you find, That once again you long, To take your heart back and be free If you ever find a moment, Spare a thought for me
Afventende lå hoppen i sine veer og vippede lidt over på siden. De flammende vinger flagrede kort, før hun gav sig til at presse den første gang. Et svagt minde, helt som en fjern drøm bredte sig kortvarigt i hendes hukommelse. Som om Narrators fødsel havde slået hende ihjel - som om noget frygteligt var sket med en sort hingst... Men det var borte med blæsten og det minde hun mente var det rigtige bredte kærlighed til hendes indre - trods smerterne. Narrator var kommet til livet med en smule besvær, da fødslen havde været usædvanelig hård. Men Dawn havde stået der igennem det hele. Intet ondt var hændt dem.
Nu dukkede hendes hingst op. Dawn havde lyttet og fundet vej til hende. Et helt lykkeligt smil bredte sig, da hun så hans blik - men hun ænsede at han var anstrengt... Det var mystisk. Hvad der var galt med den ellers galante, blide hingst hun kendte... Men der var ikke tid til spekulation. Veerne meldte sig og hun måtte presse hårdere og hårdere. Et støn forlod mulen som hovedet på det lille føl gled ud af hendes krop. Hun smilte anstrengt . det var hårdt. Men ikke ligeså hårdt som sidst. Hendes krop kunne tage det.
Hun søgte Dawn, ved at strække sin hals... Ville han komme nær? Et par pres mere og føllet begyndte at glide helt ud af hende.
Han var tavs og foretrak ikke en mine i det han overværede fødslen af hans datter. Ørerne var vippet ud til siden og han forblev stående hvor han var indtil Caeli bød ham nærmere. Stille skridtede han mod hende og satte mulen mod hendes pande i en rolig gestus, men det var som om at roen blot blev ved ro. De røde øjne hvilede på føllet, en lille skønhed, men han følte intet andet end ubehag. For hvornår ville Caeli vågne op og opdage det han havde gjort, imens hun var helt sårbar. Ørerne vippede kort, og han knælede ved Caelis side og begravede hovedet i hendes man med en varm brummen. Lige nu var han dog glad for at hun havde overstået dette og var okay.
You see the Story of a Broken Heart, will tell you More than a Million Scars.
527 posts
1 like
Post by Caeli Pluvia on Feb 6, 2019 12:25:55 GMT
Caeli Pluvia Remember me, Once in a while, Please promise me you'll try When you find, That once again you long, To take your heart back and be free If you ever find a moment, Spare a thought for me
Hoppen trak vejret dybt som hingsten endelig kom til hende. Han virkede rolig, men forhåbningen om at dette ville bringe ham lykke vaklede nu, idet han ikke virkede helt så glad som hun. Smerterne standsede i det øjeblik hun kom ifølelsernes vold og så sit lille nyfødte føl. De moderlige øjne vendte imod datteren. Ørene tittede helt frem. Hun så smilende på Dawn - som om det var første gang nogensinde de havde skabt et lille liv. Et kort kys placerede hun i hans pande, da en form for glæde fandtes i hans øjne. Så rejste hun sig, rystede den udmattede krop kort, før hun vendte sig mod sin datter og slikkede hende med en lykkelig iver efter at se hende komme på benene...
"Jeg har en datter..." hviskede hun, næsten helt grædende af lykke. For hun havde to prægtige sønner - men der var nu noget over at have født en datter! Den lille hoppe var perfekt... Hendes pels beklædt i smukke aftegn fra både hun selv og Dawn.
Det havde været så behageligt varmt i månedsvis... Hun var vokset og vokset, til sidst havde det føltes trangt. Lyttet havde hun til stemmen der talte og hjertet der dunkede lige ved siden af hende. Hun havde nydt det - men på det seneste glædet sig til at få mere plads. Det var ingen overraskelse og noget stort chok for hende, som det var for de fleste føl, at hun nu flød ud af sin moder og friheden omkring hende blev enorm. Øjeblikke gik, med to vejrtrækninger tæt på hende, som lungerne foldede sig ud og hun gispede en smule ved den nye følelse. Så kom varmen - fra moderens tunge. Der var bestemt koldere herude - men det var ikke nok til at slå hende ud. Hun hævede sit hoved som hun kom fri af fosterhinden og så op på sin moder med blinkende øjne. Det var det skønneste syn der mødte hende. Den blide stemme som hun kendte talte. Hoppeføllet vrinskede nysgerrigt til svar. Hvad sagde hun? Hvad betød det hele?
Føllet sprællede nu for at komme på benene. Rene instinkter sagde hende, at hun måtte stå op, for at få tørsten stillet. En tørst der dukkede op nu hvor hun havde trukket vejret en stund.
