PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Post by Dawnya Rosaia on Mar 22, 2019 20:24:57 GMT
Det lille hoppeføl var ikke specielt gammel. Hun havde fra fødslen været glad og elskelig overfor de sjæle hun havde fundet på sin vej udover sine forældre. Heriblandt var hendes storebror Narrator. Han var mystisk... Meget speciel og hun var allerede vild med hans evner som fortæller. Det var den bedste måde at blive lullet i søvn på! Men samtidig var hun usikker på ham i andre sammenhænge. Han virkede en smule fjern til tider? Hadede han dem? Hun kunne godt se han elskede deres mor, men hvad med Dawn-daddy og hun selv?
Heldigvis var hun slet ikke gammel nok til at bekymre sig sådan endnu. Hun var blevet sendt ud på leg med Narrator i denne stund, da Caeli trængte til at sove. Netop mættet ved moderens bryst var hun friskere end ellers og kroppen kunne næsten ikke styres. Hun dansede rundt om Narrator imens de nærmede sig vandet der var ganske lavt i øjeblikket ved øklanen. Hvor fantastisk var livet ikke?
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
184 posts
0 likes
Post by Narrator on Mar 22, 2019 20:30:05 GMT
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Mange nyebagte brødre ville ikke være kede af at få en lillesøster og se hende vokse og lege... Han var i vildrede i disse stunder. For noget var uafgjort sket med hans moders hukommelse! Ellers ville den lille Rosaia ikke findes i live. Caeli og Dawn havde historie og følelser jovist... Men hans moder, den moder han virkelig kendte ville ikke sådan bare... Få et føl med ham igen. Han var ved at undersøge sagen nærmere og hans håb var at finde Artemis. Hans mormor og tilmed Gudinde. Hvis nogen vidste hvad der var sket, måtte det være månens dame!
Hans gule øje holdt øje med det purrunge og lykkelige føl. Helt uvidende om hendes baggrunds historie... Forfædre og det hele. Han trak på smilebåndet på en gang vemodigt og kærligt. Han havde levet i den historie hele livet og fortalte den stadig. Var det mon ham der skulle formidle alt dette videre til det lille livlige føl en skønne dag? Når hun forstod det? Han var i tvivl. Hans fader og hendes fader var ikke just venner. Det havde de aldrig været og... havde aldrig chancen. Hadede han så Dawn? Pf...
"Rosaia kær er hun til ham, men historien må ikke ende her, finde en smule ro i sin krop - det må hun!" han kaldte efter hende... Ork det var ikke let at formidle ting til den lille... Han var så indviklet i sit sprog og folk havde i forvejen svært ved at forstå ham. Det ellers så hårde og fjerne blik blev mildere da hendes glæde bare blussede ud af den lille krop og store smil fandtes da hun så havet.
Post by Ignacia Amlug on Mar 22, 2019 20:43:40 GMT
Ignacia Amlug Hold on to dreams cause if the dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly
Hendes øjne spejdede ud over horisonten. Hun havde vandret ved vandet på denne tid af døgnet. Bag sig hang den lyse hale roligt, og den lette vind snoede de mange krøller mere og mere. Men hun var afslappet. Helt afslappet for engang sin skyld. Den unge hoppe lukkede for en stund sine øjne og nød den kærtegnende brise. Lyden af skridt der knasede mod underlaget fik hende til at slå øjnene op. Halen blev skubbet ind mod bagdelen, og snart spejdede den unge sjæl to andre.
Hun trak sig et par tøvende skridt bagud, inden hun bemærkede de skræmmende øjne. Hun huskede dem. Hun huskede den ene af de to.. Hingsten der havde hjulpet hende hjem en frossen nat. Han havde hjulpet hende hjem til sin familie, og han havde ikke bedt om noget. Ørene gled frem mod dem. Men hvem var den anden? Den unge? Den lignede ham en smule, men var det hans føl? Hun stod som forstenet og så mod dem, der gik lidt tid, men hun fik alligevel fremproduceret et hæst og feminint vrinsk - som ønskede hun at vrinske men turde ikke alligevel.
It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.
Post by Dawnya Rosaia on Mar 24, 2019 15:36:21 GMT
Rosaia brød let ud i en flydende serie af krumspring. Broderens stemme lød, men hans ord var så svære og strukturen i sætningerne så indviklede at Rosaia ikke rigtig fangede budskabet. Tonefaldetsagde dog at hun var på vej for langt væk. Utryghed blusser nu let op i hende, som en bølge skyllede lidt for tæt på. Hun hvinede og med løftet hale og hoved travede hun tilbage til sin bror. Han så lettet ud. Føllet rystede sin krop og puttede sig kort ind imod den større krop. Sikkerhed. Det var så vigtigt for små unge sjæle.
Kort efter hørte hun en besynderlig lyd. Var det en anden hest? Hun var straks på dupperne igen og vendte rundt om sig selv for at kigge efter lyden. Hvad var det?
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
184 posts
0 likes
Post by Narrator on Mar 24, 2019 15:40:09 GMT
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Narrators ord var nået igennem. En kende senere end han brød sig om og i øjeblikket før han ville løbe hen til hende og drive hende på land igen, var Rosaia allerede på vej tilbage. Søgende efter tryghed. Hun var stadig så lille og ung at hun ikke havde modet til at tage alene på eventyr. Han sukkede lettet og lod føllet komme ham nær - dog lagde han ørerne en smule af den usikkerhed der fik lov til at gro i hans hjerne - ikke det ydre. Han var en klippesikker broder i øjeblikket, men indvendigt var han i tvivl om hvad han skulle mene.
Rosaia var ikke stillestående længe. Han rynkede panden ved samme lyd der fik føllet til at reagere. Hingsten rankede sig beskyttende - uanset om det var unødvendigt eller ej, så havde han en form for kærlighed for føllet og en trang til at hjælpe hende. Hans øjne faldt nu på en skikkelse i det fjerne... Øjnene blev forundrede, måske lyste de endda en smule. Narrator havde ikke mange 'venner' eller bekendte han brød sig om. Men den unge hoppe på ca hans egen alder var ikke en farlig sjæl. Hun var ganske kær og han brummede inviterende til hende, før de lange ben skridtede frem imod hende - dog langsomt. Han huskede hvor forskræmt hun var.
Post by Ignacia Amlug on Mar 29, 2019 12:19:15 GMT
Ignacia Amlug Hold on to dreams cause if the dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly
Der var ikke kommet meget mod til den unge hoppe i den tid, hvor hun ikke havde set Narrator. Men hun var blev mere eventyrlysten - i hvert fald, når hun ikke kunne se andre heste. Hun havde fundet ud af at hun elskede at se på stjerner, selvom mørket skræmte hende - og at der var mange smukke områder i Proelios land, alle som hun gerne ville opdage. Hun havde mødt gode og dårlige væsner, men hun var stadig langt fra tryg ved fremmede og generelt andre heste. Narrator havde givet hende ro, ligesom enkelte andre. Den unge sjæl som sprang rundt om ham - det var den der gjorde hende nervøs nu. Det lille føl.
Hendes hjerte bankede, da hun hørte en venlig invitation og så ham skridte mod sig. Langsomt og en smule tøvende valgte hun at gå mod ham. Hovedet var sænket og ørene roterede for at sikre sig at der ikke var fare imens.
It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.
Føllet stod blot få øjeblikke og stirrede efter lyden. Hendes broder havde allerede lokaliseret den og han var på vej imod en skikkelse. Rosaia trissede nu forsigtigt med. Nok var hun fuld af liv, men noget ved hendes broders fremtræden, gjorde Rosaia lidt påpasselig. Hun trådte i hans hovspor omend hendes små ben ikke var helt så lange - hun gjorde dog forsøget!
Omkring 10 meter bag Narrator sukkede hun endelig opgivende. Det var alt for udmattende at forsøge at strække sine små ben så langt. I stedet hoppede hun nu tættere på, men stadig mere påpasselig.
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
184 posts
0 likes
Post by Narrator on Apr 23, 2019 9:45:12 GMT
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Narrators øjne fulgte hans søster et kort øjeblik. Hun fulgte ganske villigt med ham og lavede ikke flere vilde hop eller forsøgte at rende ned til vandet igen. Det var en lettelse at hun havde fundet på en ny leg der handlede om at følge efter ham. Hingsten trak vejret dybt og så nu frem imod Ignacia med rolige øjne. Hun virkede nervøs - men ikke over ham. Det var lille Rosaia hun ikke kendte der fik hende til at blive usikker. Han så atter kort tilbage på føllet og vendte et let skævt smil imod Ignacia.
Kort efter standsede han på en høflig afstand, så Rosaia ikke bare lige ville fare over til hans veninde. Det var hun, var hun ikke? En veninde omend han blot havde hjulpet hende kortvarigt. Han følte i sig mere sikker her i hvert fald, end hos så mange andre individer. Hans venskab til Irissia havde ikke sit lige, men han fornemmede de samme rare følelser imod denne hoppe. "Må han hilse hende - og præsentere sin lillesøster..." Narrators stemme var først varm og blød - så lidt mere urolig... Hvordan ville hun mon tage imod føllet nu? "Rosaia." føllet kunne endnu ikke tale flydende.
Ignacia Amlug Hold on to dreams cause if the dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly
Ørene lå en anelse utrygt tillage, mens hun så sin blå-hvide ven med de skræmmende øjne nærme sig - skikkelsen bag var dog det der gjorde hende utryg. Det unge føl, der ellers holdt sig rolig virkede til at være ved at eksplodere og hun trak kort på det ene forben i en tøven. Narrator stoppede op og hun nikkede med et let smil, da han nu hilste og snart præsenterede det for at være sin lillesøster, som var med på tur. Uroen var i kroppen, men måske var det ikke så slemt? Det var jo Narrators familie, og hvad skulle et føl kunne gøre mod hende?
"He..ej Narrator..."
Hun tøvede, mens hun så mod føllet.
"Rosa..ai..a... J-jeg... Jeg er... Ignacia."
Fik hun fremtvunget med et lille akavet smil. Og håbede bare, at føllet ikke ville eksplodere om lidt, for det lignede det at det var ved. Og hvad hvis det så var hendes skyld?
It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.
Post by Dawnya Rosaia on May 10, 2019 20:25:40 GMT
Dawnya Rosaia I believe in a thing called love
Dawnya lyttede nysgerrig med fra sit lille skjul bag Narrator. Hun vippede ørene efter deres stemmer, indtil hendes navn blev sagt - og gentaget. Så smuttede hun ind inder Narrators ben og søgte en smule frem med sin lille mule imod den glitrende hoppe... Smuk. Rosaia smilede og viftede tilpas med sin hale. Hun var tryg her ved broderen - der var noget ved hoppen der fortalte Rosaia at hun ikke skulle fare frem og være meget nysgerrig. Broderens kropssprog talte også sit tydelige sprog. Var det farligt? Hvad var farligt? Rosaia så sig omkring.
"Saia. Nacia. Farlig?" hviskede hun og gemte hovedet lidt igen.
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
184 posts
0 likes
Post by Narrator on May 10, 2019 20:31:09 GMT
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Narrator så usikkerheden i Ignacia og trak vejret dybt som for at smitte hende med noget ro. Det var tilsyneladene Rosaia der gjorde Ignacia utryg... Hun var sårbar og fin. Bange for nye - det forstod hingsten faktisk godt. Han vidste hvordan fremmede kunne behandle hinanden - man kunne aldrig vide hvilken sjæl man mødte næst: Sort som kul? Hvid som sne? Hvad var bedst? Han søgte hendes øjne. Rosaia generede ham kun en smule ved at vade under ham. Han bar over med hende. Hun var et føl, trods hun var Dawns afkom, var hun også hans moders og han ville elske den lille ubetinget. Lyden af de to der fik vekslet et par ord smittede ham med et skævt smil: Ignacia der stammede en smule for at finde sine ord. Rosaia der bare ikke udtalte ord rigtigt endnu. Måden Rosaia spejlede Ignaicias frygt... Det hele forekom ham en anelse sødt og morsomt.
"Rosaia der er ingen grund til at være utryg, må han fortælle hende. Ignacia er broderen kendt og ganske mild." han vendte mulen ned til føllets og pustede let imod hende. Så kiggede han på Ignacia. "Ej heller bør Ignacia frygte den lille lømmel. Hun er blot et føl uden flydende sprog." han smilede blødt, trods noget af det arrede mørke i hans øjne aldrig forsvandt.
