PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Alle de skygger der havde levet indeni Smeyé og fulgt hans mindste vink, var nu frie. Dog var der én ting der altid bandt en skygge. Sollys. Det drev skyggerne bort. Til tilflugtsteder under jorden, hvor man var i sikkerhed fra den brændende sol. Natiaum. Dybt nede i Bewitched slottets kældre og grotter under jorden, havde en hær af skygger samlet sig. De festede - for det var lykkedes dem at stjæle nogle afgørende personligheder den forgående nat. Deres udsekulerede plan var sat i værk - den som Smeyé aldrig rigtig kunne gennemfører. Det var der såmænd også en grund til - ikke desto mindre havde skyggerne tikket ham i årevis om at prøve igen. Uden held. Det var på tide nu! At sætte mesterplanen i værk!
Den største af skyggerne boltrede sig i hoben af andre skygger. Fæstnet bag tremmer var de vigtige personligheder. Tremmer drageild ikke kunne smelte. Tremmer vinger ikke kunne flyve over. Tremmer dødsgudelige evner ikke kunne række igennem. Den største skygge skiftede konstant karakter - for det var som altid vanvid. Ikke bare én skygge udgjorde den største - men flere. Sammen udgjorde de den mest intelligente af dem alle. Den der ville føre ordet imod guderne, når de ankom.
Gervina, Rakathan og Irissia var fængslet i hvert sit bur. Nu var tiden inde til forhandling. Havde de valgt de rette sjæle?
✯ Arrival
Skyggerne skreg! De skreg fordi de kaldte så ivrigt på de tilbageværende guder - hvis man så bort fra Laylis... Laylis var det eneste der virkelig skræmte dem. Derfor kaldte de ikke på hende, men hun ville kunne mærke kaldet alligevel. Det var svært at slå udenom hendes evner som tidens gudinde. Havde hun mon set dette allerede? Skyggerne bekymrede sig ikke endnu. De hvæsede i stedet efter Flakezé, Helzlori og Jaymelia. Tiden var inde! Kom så frem små gudepuder!
Han vidste pludselig præcis hvorledes den orange Calan måtte føle det. Når han var bundet til sit bjerg dagen lang i de stærke, magiske lænker. Disse lænker var ikke meget anderledes - tremmerne ikke stort andet end bjerget der holdt Calan. Dragen kunne ikke bryde ud... Han stirrede opgivende ud i friheden - grotterne de var i. Han havde kun ganske svagt kendskab til slottet Bewitched i Natiaum. Det var Smeyés domæne og denne gud var hans moders komplette modsætning.
Men der var noget ragende galt med verden i øjeblikket. Proelio var ødelagt af en ubalance. En stærk en. Skyggerne... De tilhørte Smeyé. Men nu var de frie. Rakathan stirrede imod de andre sjæle der var blevet taget - han sansede deres magi hver i sær. Der var en mening, var der ikke? Disse skygger. De havde planer.
Post by Irissia Asandi on Aug 3, 2019 18:05:39 GMT
Den spinkle, stribede krop dirrede af lige dele frygt og raseri.. Frygt for det uvisse, frygt for disse skygger som Iris ikke en gang vidste, hvor stammede fra eller hvad var. Hun havde ingen anelse om, at skyggerne var nogle som Smeyé tidligere havde holdt i sit indre. Smeyé, som allerede da Iris og hendes tvillingebror blot var fostre i deres mors mave, havde forsøgt at slå dem ihjel, ved at infiltrere Jah-lilas system med en dødelig virus.
Raseriet.. Ja, hvad kunne man ellers forvente af et barnebarn af den trodsige Trudy? Vingerne var således bredt ud for at gøre hende så stor som muligt, så truende som muligt. Ørene lå fladt ned i nakken, de blodrøde øjne flammede af vrede og tænderne var hidsigt blottet. Igen og igen småstejlede hun og hamrede hovene ind i de unedbrydelige tremmer, der holdt hende indespærret. Hver gang den store dominante skygge bevægede sig i hendes retning, bed hun ud efter den, til trods hun ikke formåede tilnærmelsesvis at ramme. Der var ingen tvivl om, at her var ét stk. frådende pegasus!
Den stribede var dog ikke den eneste, hvis frihed var blevet frarøvet. En ung broget hoppe som Iris ikke kendte, var ligeledes at finde bag tremmer, samt en...drage? Kort holdt Iris inde med sine meningsløse angreb, for at gengælde den grønnes havblå blik. Aldrig havde hun set sådan et væsen før. Hvis hun i det fri havde mødt den, ville hun uden tvivl have frygtet den, men nu.. Den var ligeledes bag tremmer, hvilket betød at de var i samme båd. Tøvende smilede hun til den, trods der ikke var meget at smile af.
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Flakezé var den første til helt forpint at mærke kaldet efter ham. Skyggerne havde været godt igang hele natten og han havde knap nået at se hans kære Trudy, før han havde forstået hvorfor skyggerne skreg... De havde taget heste til fange. Snerrende og livlige søgte de ham. Der var en aftale... Noget de ville indgå. Det var randen til en apokalypse. Balancen i Proelio var destrueret og disse skygger stod ved deres egen magt. En magt de aldrig havde haft før, for de havde altid været indeni Smeyé.
Guden af livet sørgede ikke endnu. Det var ikke tid til at frygte det værste: At hele Wareena genopstod på ny og han intet fra dette liv ville huske. Det var tid til at kæmpe for at blive her. Ved alt han havde kært. Intet i ham havde lysten til at starte forfra. Intet i ham ønskede at glemme alt i dette liv.
Så han mødte op ved Bewitched i Natiaum. Guden rankede sig som han vandrede ned igennem skyggernes lag af grotter. Han skulle ned hvor dagslyset var helt forsvundet, før han fandt frem til de der skreg højest på hans opmærksomhed. Her. Under jorden igen, følte guden sig en smule tynget under skyggernes stirrende, hule øjne. De var overalt. Summen af deres vanvid, samlet her på et sted. Det føltes som om de alle var én og samme. Guden stirrede rundt, som han standsede op. "Nuvel, er jeg ankommet som ønsket. Lad høre." Gudens stemme var rolig, tålmodig og eftergivende - som han altid ville præsentere sig, omend disse skygger vakte hans mareridt.
Skyggerne havde kaldt og kaldt.. Jaymelia hørte dem godt, hørte dem konstant, men der havde været noget, som hun havde været nød til at gøre, inden hun gav efter for den intensive påkaldelse. Hendes mission var dog mislykkes. Dødsguden havde ikke taget hende alvorligt. Hun vidste, at han kunne mærke sandheden i hendes ord, men som et andet føl havde egoismen overtaget ham, og han havde nægtet at følge med. Nægtet at vige fra sin egen lille, tåbelige mission. Den grønne Gudinde havde måtte sande at tiden var knap, og hun kunne ikke længere forsøge at banke fornuft ind i knolden på Helzlori. Hun havde forladt ham og var nu her. Her hvor den sindssyge kalden ville have hende hen.
Med en fornemmelse af noget skæbnesvangert bevægede Jaymelia sig langsomt ned i de mørke kældre under Smeyés domæne. Hendes øjne var på vagt, hendes ører lyttede efter selv den mindste lyd, mens kroppen sitrede let af ubehag. Den grønne Gudinde vidste ikke, hvad der ventede hende, men hun var ikke i tvivl om, at det ikke ville falde i hendes smag.
En stor grotte åbnede sig pludselig op. Jaymelia mere fornemmede end egentligt så de mange skygger. Det var overvældende! De var overalt. Kunne sådan nogen formere sig? De kunne da umuligt alle sammen havde været inde i Smeyé? Hun stoppede nu op med ørerne klistret ned i nakken. Hendes skridt havde ledt hende hen ved siden af den blå hingst, som på så mange måder var hendes modstykke. Næsten umærkeligt rystede hun på hovedet. Ham, som Flakezé havde sendt hende ud efter, kom ikke.
"Hvad vil I?" Stemmen var både utålmodig og ildevarslende. Man skulle passe på med at lege med ilden, eller rettere sagt magien.
To store skygger formede sig og skilte de to gudelige ad. De undredes kun lidt over den sidste de havde påkaldt, ej havde givet efter. Hvad kunne være vigtigere end datteren Gervina? Dette øjeblik var dog fyldt af en anden magt: De havde sejret og fået de to overguder herned. Til dem. Jaymelia blev ført til Rakathans fængsel. Dragen var svagelig. Hans liv afhang af skyggernes barmhjertighed - ville de egentlig have sådan en? Nej haha! De lo en anelse ved synet af den mægtige drage, de blot havde plukket ud af luften og bragt hertil: Han var forsvarsløs overfor en skygge - eller flere. Gudinden var kold og ville lige til sagen. Men det var aldrig helt let med skygger. Lænkerne. Tremmerne. Buret dragen sad i. Hun kunne ganskevist trylle meget - men ikke dette. Der var engang gudinden havde spurgt Flakezé: Hvordan har du skabt noget, der er gudeligt stærkere end dig selv? Og hun havde haft så ganske ret. For trods Smeyés sølle legeme havde været bundet, havde der været noget i ham altid, der kunne besejre selv Flakezé. Selv Jaymelia - omend dette var en sværere kamp. Nu var de sluppet fri. Du kan ikke brænde en skygge. Du kan ikke flå den i stykker. Ej dræbe den. Den eneste sande trussel skyggerne havde var lys - lys i alle kroge. Selv under jorden. Kunne man udrette det? Måske. Men meget ville gå tabt i den krig. Mange liv. Blændende lys, så varmt og så skærende, var ej heller godt for dødelige. Skyggerne ville eksistere - så længe de havde alle andre kære.
"Ssser duu, diin kææressste liille draage." hvislede de. "Vorress. Indtiil duu giveer afkaald..." de lo og skreg. Stikkede til hende og forsvandt igen - formen var altid foranderlig. Stemmerne som tusinder. "Afkaald på nogeet gansskee ssærliigt." de ønskede. De ville så gerne! Ak de ville besidde magien - suge den ud af Gudindens krop, så den var deres alene. Med hendes evner, ville de kunne søge skygger altid - selv hvis Flakezé ikke gav afkald på sit... Hvad ville hun gøre? Betød dragen nok, eller skulle de grave ... dybere? De lo og lod hende vide at dette var ikke det eneste de kunne fratage hende: De havde flere tricks i ærmet. Vanvittige tricks.
✯ Flakezé
Skyggerne bragte Flakezé i en anden retning - hen til et andet fængsel. For denne hingst havde søgt så sødt og noget så ihærdigt hele dagen indtil nu. Han havde alt for mange følelser, for mange svagheder - skyggerne fattede ikke hvorledes de i sin tid stammede fra hans tanker. Noget så fredeligt og kedeligt som den blå... De hvislede og legede - hans pæne præsentation var intet de gik op i. De bed ham hårdt, for han skulle lytte! Forstå hvad de kunne udrette og at dette bestemt ikke var den sidste nat de ville hærge og forsøge at skabe deres store mål. Et mål de aldrig kunne opnå i Smeyés krop - men nu var de fri.
Fængslet sad den lille bevingede og ganske skadede Irissia Asandi. Hans barnebarn. Hans mages barnebarn... En elsket. Hun var ikke den sidste de kunne kvæle - formørke. Ødelægge. "Duu mærrrkeer hendes ssmeerte, ikke ssandt?" de skreg ham ind i hovedet fra alle sider. "Vorress - att forpurrees. Indtil duu ssslipper ssolen. Og måånen. Og liivet." hvislede de ondt og vanvittigt. Stemmerne var ophidsede, ivrige, grinende og kolde. "Giiv os eet skyyygge riiige - måsskeee laader vii jeress veerdeen levee." de forsøgte at tærre på hans frygt. Æde ham op. De kunne destruere alt han havde kært - i de kommende nætter. De ville have ham til at fjerne solen. Fjerne månen. Så verden var blotlagt i mørke og skygger - her ville de kunne sejre og elske og æde hvem og hvad de ville! De kunne herske. Herske over guderne!
Skyggerne havde et tag i dragen. De blottede hans ansigt for gudinden og et mekanisk og dog så hjælpeløst skrig lød svagt fra den udmattede drage. Han så sin moders øjne og følelsen af kærlighed væltede ind i hans øjne. Han ville hende nær. Han ønskede brændende at lade det store hoved synke ind til hendes krop og finde ro. Det var dog en umulighed. Tremmerne imellem dem var så stærke og han så svag... Skyggerne stak til ham, tvang hans blik væk og en knurren lød fra dragen der dog intet kunne stille op - så han veg bort, men en tåre i sit blå øje så ganske smukt som hans moders var det. Gudinden stirrede på sin skabning - mærkede hvorledes vrede bredte sig. Disse følelser der ikke var lette at temme for et væsen som hun, der længe havde levet under helt andre, vidunderlige vilkår, der ikke indebar sådanne stærke følelser. Se det var nærmest magi for hende, der ellers var så ganske magisk. Og disse skygger vidste det. De agtede at suge hendes magi til sig. Hun udviste ikke én følelse i sine øjne. Heller ikke da det skar hende en smule i hjertet at se sit barn lide. Meget var hændt indenfor denne korte tid. Artemis... Opløst og fanget for aldrig at vænne hjem. Nok besad hun ej mange følelser - men en var efterhånden trængt igennem. Kærlighed. Hun havde udstødt dens besværlighed mange gange, men at nære den var blevet et vilkår efter dimensionerne var kollideret.
Skyggerne ventede. De skreg og de legede. Peb og de kunne hyle hidsigt. Hun havde altid vidst det: Hvor dødsens farlig Smeyé havde været. En ting havde hun sjældent forstået... Hvorledes han ikke blot tog det herredømme han agtede inderst inde. Nu gik det langsomt op for hende hvorfor. Hans magi havde været bundet af hans legeme og hans væsen... Magien. Den havde siddet lænket i ham. Disse skygger: De var hans. Dem der havde været i hans stemme når han talte. Skjult sig i hans skygge. Faret i hans blik. De havde altid været en del af ham. Og nu var de fri. Hun stirrede tonløst frem for sig. Nok kunne hun forsøge at benytte sin magi, men der var en ting der fandtes hos Jaymelia mange undertiden overså: Intelligens. Hun vidste mindst ligeså meget som Flakezé om verden, magi og livets regelsæt. Hun udfordrede endda sin uvidenhed for at skabe det fulde overblik. Selv da det blev på bekostning af deres frihed, havde hun vovet at spørge hvad der var før. Før livet.
Hun kneb nu sine dybe blå øjne sammen og en kraftfuld stemme hvislede imod disse skygger: "Aldrig skal i få magten over magien jeg besidder." hendes grønne pels, der var spættet i det smukkeste dråbemønster, begyndte at summe af magi - den rejste sig og bevægede sig levende over hendes krop. Lys flød i dråberne ud af hendes krop og jog skyggerne væk fra hendes krop. De ville ikke komme hende nær nok til at suge magi. Ikke så længe hun levede. Var der én ting hun i denne stund var tvivlende på, men måtte nære tro til, var det om disse skygger bar magten og viden nok til at slå en overgud ihjel. Se det var en svaghed: Uvidenhed. Men her var hun nødt til at stole på sine instinkter som hun ofte havde gjort det. De kunne ikke. For så havde de blot gjort det.
De hvislede og trak sig for lyset hun glødede af. Men den store skygge var ikke sådan at spille med! Han flød igennem tremmerne og lagde sig om dragen som et skærende kvælertag. Dragens luft blev presset ud igennem hans mund med små gnister. Dragen ville dø!
Jaymelia strålede mere og kom nærmere tremmerne. "Du vover ikke at teste hvad jeg evner, skygge" hun forsøgte at kontrollere vrede i sin krop, før den overtog alting... For den ville meget vel kunne tvinge skyggerne bort. Men i forsøget ville risikoen være at blive svag eller ... tage livet fra det væsen hun ville beskytte.
✯ Flakezé
De bløde øjne stirrede. Guden var følelsesladet til bristepunktet, men han holdt sammen på sig selv som aldrig før. De havde bidt ham. De havde tvunget ham denne vej. Det var tydeligt for ham hvad de forsøgte at spille på. Flakezés frygt var intet at spøge med. Han havde været frygtsom i mange lange århundrede. Angst for mørket. Både udenom ham og i ham selv. For han havde skabt dette: Skyggerne. Og Helzlori. Hvilken sjæl kunne dog være ren og stadig give liv til noget så dystert? Han trak vejret dybt. Det var her Irissia var forsvundet til. Hun var fængslet og i et bur hvor han knap ænsede hendes eksistens. Det gik langsomt op for ham hvorledes disse skygger havde været farlige. Så farlige at Smeyés krop var det eneste der havde holdt dem fra at bryde fri. De grønne øjne forsøgte at se mildt på den unge, skadede Irissia, som for at forsikre hende om at der var en udvej. Han elskede hende. Som han elskede alle sine kære. Men det skyggerne forlangte var vanvittigt! Det var de sande intentioner der måske altid havde været i Smeyés indre. De havde så bittert ret. Han følte hver smerte i Irissias krop nu han var så tæt på hende. Disse tremmer var magiske. De holdt skjul på det de indebar, på en måde så han ikke havde kunne finde dem selv.
Skyggerne lo så magtliderligt at det var fuldstændig surrealistisk. De ville have han slap solen. Lyset fra natten. Alting. Så de kunne herske i mørket. Deres eneste sande fjende var lys. Han stirrede imod grotteloftet... En svag tanke havde slået ham... "Hvis jeg giver jer dette. Så vil livet langsomt dø uanset hvordan vi vender og drejer det... Livet kan ikke være uden lys til at gro." forklarede han så stålfast og roligt hans stemme kunne bære det. "En verden uden livet... Ville ikke være spænende for jer. I ville langsomt blive - kedsommelige." hans øjne veg ikke fra den store skygge. Skyggen var ikke til at læse. Den havde intet ansigt, blot en form og den reagerede sindsygt. Som intet alment væsen ville. Den sitrede og græd og lo. På samme tid. Var den så angst? Ked? Glad? Flakezé tog det til sig: Skyggerne følte ikke den slags. Skyggerne levede af deres eget rus. Deres eget vanvid. Men de ville ikke få deres fornødne rus i en forladt verden.
"Viii villl aaaaltiddd haveee jeer." hviskede de vredt. "Guudderrne" Flakezé havde et kort til at trække.
"Ikke sandt." Han stod endnu blot på sine ben og veg ikke for dem. "Guderne vil også forsvinde. Til sidst vil Wareenas urgamle magi cirkulere, standse og gå helt i stå. En lang stund vil planeten trække vejret og sunde sig, over alt der er sket. Vi vil alle være tilintetgjort til støv. Energien vil starte på ny, og skabe en forandret planet - nyt liv. Ny hukommelse til Jaymelia og jeg. En ny dag i tidernes nye morgen - og alt dette vil være væk." Han mærkede forvirring hos skyggerne, trods de ellers stadig var et virvar af ulæselige følelser. De hvæsede og flød igennem tremmerne til Irissia. De kradsede hendes skind til blods et sted og hun peb i smerte, som om hun ikke havde lidt nok. Flakezé ville fare igennem tremmerne og heale hende. Hvis ikke det var fordi de glødede af mørk magi der ville skade ham og ikke tillade at han nåede hende.
Det føltes som om at der var en kamp på vej. Et klimaks af en slags, han ikke havde lyst til at stifte bekendtskab med.
✯ Igennem mørket
Det var kaos. Vanvid. De to overguder forsøgte hvert deres for at befri hvad de hver især elskede. For i det hele taget at befri dem selv fra dette reb skyggerne forsøgte at tæmme dem med. Det var tydeligt at dette ikke var det eneste skyggerne agtede at prøve for at få hvad de ville have. De havde mere. Flere nætter med deres syge lege. De troede højt og helligt de kunne styre verden omkring dem. Med deres magtliderlighed og syge tilgang... Der var dog én ting de ikke havde taget højde for. Én ting der ville ændre alting.
Flakezé var på nippet til at give efter. Skyggerne udpinte Irissia og de udpinte ligeledes ham. Men hans skuldre kunne bære: De skulle! Han havde forsøgt at gå på kompromis. Forklare skyggerne hvor lidt dagslys der skulle til for livet kunne blive... Men de lyttede ikke. For den tid der ville være dagslys ville også give Guderne et nyt hul. Livet et pusterum. Plads til med tiden at ændre deres kompromis og med tiden at udslette skyggerne... Flakezé kunne intet stille op, med visdom eller hans evner. At kæmpe mod en skygge: Det var som at slås med noget der ikke rigtigt var der.
Jaymelia på den anden side var ved at give efter for hendes raseri: Et ganske farligt fænomen. Hun ville tilintetgøre alt omkring sig, der ikke lige var guderne og skyggerne. Bristepunktet ville være nået indenfor kort tid, da skyggerne blev ved med at finde veje ind og tirre hende med deres syge lege, trods hendes kraftige lys. Det var bare ikke kraftigt nok... Efterhånden begyndte skyggerne også at pine Gervina Riverza, hvis elskede fader ikke var dukket op... Var det klogt? Ville han mærke dette vanvid?
Der var én ganske særlig sjæl der kunne mærke det. Og hun sukkede.
Post by Laylis | Gudinde on Dec 1, 2019 9:23:59 GMT
Laylis ∆ It's a cruel and random world, but the chaos is all so beautiful. Life is nothing without a little chaos to make it interesting ∆
Sorgen tyngede Laylis. Hun havde søgt bort, men synet havde vist hende, hvad der ville ske - hvad der skulle ske. Hun kunne mærke det, og trods hun ikke ønskede at se nogen eller være i nærheden af andre i disse sorgbetyngede tider; så havde hun en pligt. En pligt selv kaosgudinden blev nød til at varetage. Desuden var det hendes eget kød og blod, som stod for tur i fangekælderen. Hvert lille skrig, hyl, råb om hjælp - det hele fik kaosset i den gyldne gudinde til at vokse sig større og større. Det brødfødede den gyldne, som hun vandrede fra Beowitcheds slot og dybere ned i slottets grotter og kælder. Der stod en klar lysstråle omkring gudinden. Hendes gyldne hove havde en let klang, som hun nærmest dansede sig ned i grotten - for selv på sorgens tærskel, så var hun smuk.
Halsen var let hvælvet - stolt af sin eksistens, og det den bar med sig. Og alligevel var kaosset stort i hendes øjne. Hele kroppen blev draget af det kaos som stod for hendes øjne, da hun trådte ind i kælderen. Tremmerne der holdt de arme væsner fanget; hendes hjerteskære Irissa, Helzloris Gervina, Jaymelias drage... At dødsguden ikke havde valgt at troppe op for at hjælpe sin datter ville nok give ham problemer senere... Hun havde ladt dem terrorisere sjælene i 2 dage.. 2 dage havde hun fået lov at sørge. Men der var kun én ting at gøre. Skyggerne måtte samles, og hun vidste præcist hvilket væsen der kunne holde dem intakt. Eller skulle.. Det var et valg.
"Skyggerne ønsker et rige; en ny hersker at leve i... Et nyt væsen..." Hendes stemme var syngende, men hun kunne oplyse stedet på ingen tid og skyggerne ville være forpint, men hvor ville de så terrorisere? Hvem ville så være fanget i det? nej kun én sjæl ville kunne binde dem og tøjle dem... Hun havde set fremtiden, og vidste hvad den indebar.. Skyggerne var det sidste der var tilbage af hendes kære; de måtte reddes.
∆ She's been through life and death, just to be reborn as a Godess herself. The chaos within her will always remain untamed. Wild and beautiful. ∆
Skyggerne havde nået et bristepunkt. Inden længe ville denne grotte være fyldt med deres syge dominans og de ville forsøge at fortære guderne i kamp, eller dræbe deres kære! Flakezés øjne var fyldt med den smerte der var omkring ham. Jaymelias vrede skabte uro i hendes hjerte og hun bed tænderne sammen. Rakathan, Gervina og Irissia var alle tre blotlagte og svært sårede. Ville de kunne klare denne ubarmhjertige situation skyggerne havde sat dem i? Ville den magtsyge der havde rumsteret i Smeyé nogensinde kunne tøjles?
Ovenfra hørtes hun. Hendes ædle gang. Lyset. Det kunne nærmest høres som den knitren og susen ild afgav når det brændte hele skove op. Skyggerne øverst i grotten skreg - var det smerte? Lo de? Det var svært at tyde, men én ting var helt sikkert. De veg for hendes blik. De bukkedes i klipperne, trods det var meget modvilligt - for hun alene, bar den sidste magt over disse ustyrlige væsener. Kun tidernes gudinde kendte den sande slutning. Engang en almen hoppe - den første nogensinde skabt. Forbundet med en stjerne igennem lange århundrede... Anerkendt som gudinde, en smule kaotisk efter så mange års ensomhed. Stærk af lyset der havde været omkring hende i al den tid. Og ganske synsk. Grundet tiden brugt og den balance hun kunne bringe.
Laylis nåede grottens midtpunkt. Skyggerne veg og hvæsede. De kradsede på klippevæggene og vrede var de. Over hendes altseende blik - var der ingen ende på det! Måske havde de begået en fejl... Deres plan - var denne ikke fuldendt?
✯ So... We must let them go. For now
Hendes bløde læber talte. Stemmen var som en skinger klang for skyggerne... De var ikke vilde med hendes ord for de vidste hvad de betød... De vidste også at hun kunne oplyse hele grotten på en og samme gang. Så ville de smerte og flygte! Men overleve ikke desto mindre - hendes kære i grotten... De andre guder. De ville også lide skade ved det stærke lys, ville de ikke? Skyggerne havde selvtillid nok til at rejse sig til endnu en stor skygge der brølede i udkanten af hendes lys.
"Et riiiirge. Et rigeee... Ingen heersssker... Kun ossss." skyggerne vidste på bunden godt, at de i virkeligheden havde brug for at blive forbundet. Som med Smeyé... Men de var lige sluppet fri! Det var første gang de rigtigt kunne mæske sig. De stirrede længe og olmt på Laylis... Indtil de til sidst fattede en beslutning. Det var ikke ovre - for natten ville vende tilbage og de kunne ikke skjule sig! Tremmerne gik op ind til burene. Et fælt skrig kom alle veje fra, før skyggerne blæste bort ned i undergrunden af Proelios grotter.
Men de havde ikke talt færdig. Der ville komme et afgørende punkt... Snart.