Den spinkle, stribede krop dirrede af lige dele frygt og raseri.. Frygt for det uvisse, frygt for disse skygger som Iris ikke en gang vidste, hvor stammede fra eller hvad var. Hun havde ingen anelse om, at skyggerne var nogle som Smeyé tidligere havde holdt i sit indre. Smeyé, som allerede da Iris og hendes tvillingebror blot var fostre i deres mors mave, havde forsøgt at slå dem ihjel, ved at infiltrere Jah-lilas system med en dødelig virus. 

Raseriet.. Ja, hvad kunne man ellers forvente af et barnebarn af den trodsige Trudy? Vingerne var således bredt ud for at gøre hende så stor som muligt, så truende som muligt. Ørene lå fladt ned i nakken, de blodrøde øjne flammede af vrede og tænderne var hidsigt blottet. Igen og igen småstejlede hun og hamrede hovene ind i de unedbrydelige tremmer, der holdt hende indespærret. Hver gang den store dominante skygge bevægede sig i hendes retning, bed hun ud efter den, til trods hun ikke formåede tilnærmelsesvis at ramme. Der var ingen tvivl om, at her var ét stk. frådende pegasus!

Den stribede var dog ikke den eneste, hvis frihed var blevet frarøvet. En ung broget hoppe som Iris ikke kendte, var ligeledes at finde bag tremmer, samt en...drage? Kort holdt Iris inde med sine meningsløse angreb, for at gengælde den grønnes havblå blik. Aldrig havde hun set sådan et væsen før. Hvis hun i det fri havde mødt den, ville hun uden tvivl have frygtet den, men nu.. Den var ligeledes bag tremmer, hvilket betød at de var i samme båd. Tøvende smilede hun til den, trods der ikke var meget at smile af. 

Skyggerne havde kaldt og kaldt.. Jaymelia hørte dem godt, hørte dem konstant, men der havde været noget, som hun havde været nød til at gøre, inden hun gav efter for den intensive påkaldelse. Hendes mission var dog mislykkes. Dødsguden havde ikke taget hende alvorligt. Hun vidste, at han kunne mærke sandheden i hendes ord, men som et andet føl havde egoismen overtaget ham, og han havde nægtet at følge med. Nægtet at vige fra sin egen lille, tåbelige mission. Den grønne Gudinde havde måtte sande at tiden var knap, og hun kunne ikke længere forsøge at banke fornuft ind i knolden på Helzlori. Hun havde forladt ham og var nu her. Her hvor den sindssyge kalden ville have hende hen.

Med en fornemmelse af noget skæbnesvangert bevægede Jaymelia sig langsomt ned i de mørke kældre under Smeyés domæne. Hendes øjne var på vagt, hendes ører lyttede efter selv den mindste lyd, mens kroppen sitrede let af ubehag. Den grønne Gudinde vidste ikke, hvad der ventede hende, men hun var ikke i tvivl om, at det ikke ville falde i hendes smag.

En stor grotte åbnede sig pludselig op. Jaymelia mere fornemmede end egentligt så de mange skygger. Det var overvældende! De var overalt. Kunne sådan nogen formere sig? De kunne da umuligt alle sammen havde været inde i Smeyé? Hun stoppede nu op med ørerne klistret ned i nakken. Hendes skridt havde ledt hende hen ved siden af den blå hingst, som på så mange måder var hendes modstykke. Næsten umærkeligt rystede hun på hovedet. Ham, som Flakezé havde sendt hende ud efter, kom ikke.

"Hvad vil I?" Stemmen var både utålmodig og ildevarslende. Man skulle passe på med at lege med ilden, eller rettere sagt magien.