PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
En dyb forvirring havde efterhånden fået godt og grundigt tag i den stribede hoppe Jah-lila. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle gøre af sig selv. Det ene øjeblik ledte hun febrilsk efter sin mage og søn, det næste havde hun fuldstændig opgivet det hele. Der var efterhånden gået år, uden hun havde set eller hørt noget til hverken Fermaz eller Ajani. Hvor var de? Levede de endnu? Hvad var der sket? Der var så mange ubesvarede spørgsmål, at Jah-lila knap nok magtede at have dem alle i sit hoved. Men hvad skulle hun gøre? Hvor skulle hun søge for at finde svar?
Tidligere havde den stribede hoppe i sin desperation søgt Dødsgudens hjælp. Han måtte om nogen vide, om hendes kære befandt sig i hans rige. Men svaret havde været nedslående. Heller ikke i Dødsriget befandt de sig, og Helzlori havde ingen anelse haft om, hvad der kunne være sket. Normalt ville den mørke hingst aldrig have interesseret sig for sådanne bagateller, om et par heste forsvandt hist og her ragede ikke ham, men han havde måtte indrømme, at også han havde mistet. Og således var en underlig form for samhørighed opstået mellem Dødsguden og den naive, lille hoppe.
Tiden havde siden hen gået sin gang, og nutid var blevet til fortid, men fremtiden krævede at svar blev fundet. Svar som begge disse heste havde brug for, for at kunne få fred i deres indre og dermed komme videre i deres liv. For livet skulle leves, ellers ville det være spildt, at det nogensinde var blevet givet.
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
542 posts
1 like
Post by Helzlori on Apr 23, 2019 11:03:03 GMT
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.
Det forsvundne gudeblod. Det bitre tab, men mest af alt handlede det om ikke at vide hvorhenne det var blevet af. Dødsguden havde spekuleret - det var den lille Jah-lilas fortjeneste. For han havde da for 'guds' skyld endevendt verden om og om igen for at finde dem. Intet havde han fundet. Tomhovet havde han vendt sig om og ikke set sig tilbage. Før nu. Det irriterede ham at det betød så meget. For han havde da ganske vist et liv nu. Nok lidt mere dødt end før... Men han havde det dog!
Dødsguden brummede som hovene satte sig bevidst på landoverfalden. Imod den lille skabning der igen farede omkring her i Proelios hjerte nær hans tilbedelsessted. Guden var forfulgt af sort røg og grønne gnister. Frygtindgydende måtte man vel stadig se ud, omend det var en lille kærlig skabning man søgte... De ledte jo efter det samme... Måske havde han overset noget den lille kunne se. Hans øjne var måske opslugende og de fandt meget. Men ikke alt.
Desuden havde han nu en idé. En tanke om hvad de kunne gøre for at løse gåden. Hvis dog den gyldne ville lytte. Han satte frem da skikkelsen af den stribede var fundet af hans blik. Jorden gav sig nærmest under ham. Han slog med det store hoved så den tjavsede røde man blev kastet bagover. I en stor opbremsning standsede han hos Jah-lila.
Det ene øjeblik var hun alene, det næste stod Dødsguden direkte foran mulen på hende. Stor og mægtig, omgivet af en overvældende sort røg fyldt med grønne gnister, som herskede der et uvejr omkring ham. De døde øjne fandt hurtigt hendes, mens den blodrøde man faldt tjavset ned omkring det kulsorte hoved. Et smil af overvældende glæde bredte sig nu over Jah-lilas mørke mule, for var det minsandten ikke ham, som hun havde håbet på at støde på! "Helzlori, her var du jo!" Som en lille fugl nærmest sang den stribede sin begejstring ud, mens de tynde ben trippede af iver. Ja der var vidst ingen tvivl om, at Dødsguden næppe kunne have fået en mere overvældende modtagelse.
"Har du fundet ud af noget nyt om vores familie?" For 117. gang blussede håbet op i de strålende blå øjne. For selvom der var gået år siden Jah-lila sidst havde hørt fra Fermaz eller Ajani, kunne det jo være at der var sket et mirakel, og de pludselig var kommet tilbage. Eller blot at der var et spor at gå efter, således de kunne finde ud af, hvad der var blevet af dem.
Af en eller anden uforklarlig grund, nærede den lille, stribede hoppe en grænseløs tillid til Dødsguden og hans evner som detektiv. Hvis der var nogen som kunne finde de forsvundne, så var det ham. Det tvivlede hun slet ikke på.
"Jeg er klar til at finde dem!" En unødvendig kommentar, da hele Jah-lilas krop sitrede af iver efter at komme af sted. Hvorhen vidste hun ikke, men til et sted hvor et svar ventede på dem.
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
542 posts
1 like
Post by Helzlori on May 10, 2019 20:18:06 GMT
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.
Helzlori var hendes komplette modsætning. De var et fuldstændigt umage par til at løse mysterier sammen, men sommetider var modsætninger godt. I al hans magt og ondskab, stod hun og blændede hans gamle øjne med et glitrende smil og en livlig krop. Her var han jo. Han følte sig ufatteligt gammel ved siden af den lille ungdommelige sjæl der aldrig blev træt af at smile over livets positive sider. Han sukkede og gned sig gamle pande imod sit ben for at løsne spændingerne. Hvad havde han i helvedets navn besluttet sig for at gøre?
Da Jah-lilas tale endelig stoppede helt og alt der var tilbage var iver og spænding i hendes krop rejste hans hoved sig med et hævet bryn. Han trak vejret langsommeligt og grundigt, før han svarede. "Intet nyt under solen..." ordet solen smagte så mærkeligt i den døde mund. "Omend jeg ville lade det ligge og tro på egne instinkter så har du formået at vække begravede følelser og ... du ser på tingene anderledes." ih hvor det føltes som om myre stak ham i munden og kravlede ned i halsen på ham for at standse ordenes gang.
"Jeg har søgt ved alle tidsportaler efter spor. Intet fundet... Måske kan du se noget jeg ikke ser - og hvis det ikke bære os videre, må vi opsøge den gyldne Laylis..." han åbnede munden som for at spytte ordet ud. Der. Nu havde han sagt det. Han havde givet sig og 'eventyret' var begyndt.
Til trods for at Helzlori ikke ligefrem var lige så begejstret over Jah-lilas selskab som omvendt, lod den stribede hoppe sig ikke gå på af ham. Hans havde jo trods alt også et image at leve op til, så uanset hvor glad han var for at se hende, kunne han ikke tillade sig at vise det. Og at han var glad for at se hende, var hun slet ikke i tvivl om.
Med overvældende ro hævede han nu hovedet og så på hende, mens vejrtrækningen langsommeligt blev trukket. Hans ord bragte dog ikke de nyheder med sig, som Jah-lila havde håbet på. Stadig intet spor efter deres elskede eller hvor de var forsvundet hen. Om end denne erkendelighed ingen glæde bragte med sig, måtte den stribede dog lade sig overrasket, da strømmen af ord fortsatte og Dødsguden ligefrem valgte at give hende en kompliment. For hvordan den end var pakket ind, var Jah-lila ikke i tvivl om, at det var en kompliment han stod og gav hende. Smilet der ellers var falmet ved nyheden om intet nyt, bredte sig nu atter over den mørke mule. "Du er også god nok Helzlori, det har jeg hele tiden vidst." Hun puffede let til hans grove mule med glæden strålende i de blå øjne.
Tidsportaler.. Selvfølgelig! De havde efterhånden været igennem et par af sådanne, og det var jo muligt, at det her var gået galt og derved her at svaret skulle findes. Hvordan Laylis passede ind i billedet forstod Jah-lila ikke. Men det var selvfølgelig hende der stod for tiden, så måske var det muligt hun forstod sig på, hvad der var gået for sig?
"Javel.. Lad os komme af sted, jeg følger dig i tykt og tyndt." Dette var vidst noget, som ikke engang Helzlori ville tvivle på, til trods for at han vidst helst ville have været fri.
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
542 posts
1 like
Post by Helzlori on Jul 15, 2019 10:01:33 GMT
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.
Komplimenter... Helzlori var ved at kløjes i sin tunge. Hvad var det hun sagde? Hvorfor fandtes der sjæle så upassende sukkersøde og godtroende? Guden hostede nu kort og rankede sig for at glemme denne lille... Han gjorde det ikke til en konflikt og det i sig selv var en stor ting.
Netop som den lille Jah-lila bekendtgjorde at hun ville følge ham i tykt og tyndt, trak han på et olmt smil. Nå da. Se det var jo oplagt bare at... Trylle lidt. Han bed fat i den lilles pandelok og kort efter var der en omvæltning. Han teleporterede dem til udkanten af Sylinums ørken uden varsel. En sådan oplevelse var for almene sjæle ikke ligefrem behagelig og han havde intet sagt om at hun hellere måtte holde vejret, så luften ville med al sandsynlighed blive slået ud af hendes lunger... Måske kunne det lille chok få hende til at tie bare en smule?
"Denne portal har noget oldgammelt over sig." sagde hans mørke stemme. Han trådte frem og bag de visnede træer, over jordens sprækker var der en svag summen, der kun blev tydelig fordi han var har. Hans mule puffede nu til portalen, han ikke havde i sinde at vandre igennem. Man vidste aldrig med sikkerhed hvor man endte. Portalen viste sig ganske langsomt som bølger i vandet i den klare luft. Kun svagt kunne man ane noget på den anden side. Den selvsamme ørken da den engang var frodig.
Jah-lilas bemærkning om, at hun ville følge Helzlori i tykt og tyndt, fik et tydeligt smil til at brede sig om Dødsgudens læber, om end det ikke var noget særligt kønt smil. Men i det hele taget var den store hingst ikke noget særligt kønt syn, hvilket dog ikke var noget han kunne gøre for. Jah-lila smilede derfor blot lykkeligt tilbage, og nåede hverken at gøre fra eller til, før Helzlori havde grebet hendes pandelok mellem sine gule tænder. Inden den stribede hoppe nåede at fatte hvad der foregik, blev et overvældende mørke lagt over hende, trods hun stadig kunne mærke taget i sin pandelok. En følelse af en omvendt koldbøtte gjorde hende svimmel, og et pres på hendes lunger fik hende helt til at tabe pusten.
Da verden atter stod stille og et kraftigt sollys med en pludselighed blændede hende, stod Jah-lila blot ganske stille og forsøgte at finde ud af, hvad der var sket. Hun gispede efter vejret og rystede over hele kroppen af den hårdhændede oplevelse. Hvor var hun? Hvordan var hun kommet her? Hendes hove var begravet i gult sand og den luft hun så begærligt trak ned i sine lunger var tør og varm. Var de i en form for ørken?
Helzloris dybe stemme lød nu, som han fortalte om den portal, som de åbenbart var kommet til på mystisk vis. Som Jah-lila kom mere til sig selv, bemærkede hun en sagte summen, som en forfærdelig masse insekter samlet på ét sted. Der var bare ingen insekter at se. De funklende blå øjne missede mod solen, men så hun godt den krusning i luften, som Dødsguden fik skabt med hans puffen. En frodig eng der kunne anes igennem luftspejlingen, fik den stribede hoppe til at gøre store øjne. "Så du det?" Udbrød hun forundret. "Der er helt grønt på den anden side! Også selvom her er den anden side bare fuld af sand." På endnu let usikre ben skridtede hun en runde om portalen og Helzlori. Jep, ørken fandtes ligeledes på bagsiden af portalen som på forsiden. Ja faktisk omgav den dem til alle side, undtagen når man kiggede ind gennem portalen. Jah-lila opdagede, at lagde hun hovedet let på skrå, så kunne hun tydeligere se den let bølgende overflade og derigennem den grønne eng på den anden side. Fuld af spænding stod hun nu blot ganske tavs og stirrede lige ind i portalen, for hvad var dog det der glitrede derinde?
Med et hvin sprang hun pludselig direkte op i luften. "Det er hans!" Hendes stemme var skinger af ophidselse, og hun kom i sin overvældethed til at nappe Dødsguden i maveskindet. "Det er hans," gentog hun. "Det er Fermazs ring, som han fik af Flakezé der ligger derinde!"
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
542 posts
1 like
Post by Helzlori on Jul 23, 2019 18:21:19 GMT
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.
Helzlori følte sig i risiko for at få en hjerneblødning. Så edderspændt var hans hjerne, der vitterlig ikke magtede den lille sprudlenede hoppes humør. Ikke engang teleporteringen slog hende sådan ud af glæden. Hans øjne føltes tunge og de himlede nu med et suk. Hun var så begejstret for portalen, at det nærmest var glemt hvad de ledte efter. Hun spadserede omkring den, lagde hovedet på skrå og lignede en eventyrer der overvejede at hoppe igennem den. Ordene var ej mindre ivrige. Se, nej se en eng! Selv ordet sand lød glædesstrålende. Dødsguden stirrede mere koldt og fjernt på portalen - den havde ikke talt til ham... Han havde ikke set igennem den og opdaget noget der var et spor - ikke tilnærmelsesvist.
Men så studerede hun den - og han fulgte hendes blik. Hun havde fået øje på noget. Han nærmede sig for at stirre - og så udbrød hun at det var Fermazs ring, han fik af Flakezé, så højt at Guden nærmest fik hovedpine. Han brummede med lagte ører. Indtil han så nærmere på portalen... Vent. Havde den altid befundet sig der? Helzlori var sikker på han ikke ville have overset denne detalje... Var det nyt? Kunne der virkelig være nyt? Hvad med de andre portaler?
"Nej virkelig...." nok var begejstringen ikke vild, men hans stemme var alligevel interesseret. "Det er nyt... Jeg er ganske sikker på den ikke lå der ... sidst." han ville ikke indrømme hvor længe siden det var, han havde været på sagen... Nu var han bare interesseret i at stykke historien sammen. Hvad med den portal der lå udenfor Proelio, men synes at have været det sted Sweyitak lå før kollisionen? Han rankede sig. "Skal vi forsøge at tjekke den næste portal?" endelig følte Helzlori sig mere engageret i samarbejdet.
At ringen åbenbart var noget nyt ifølge Helzlori, fik Jah-lila til at spekulere højlydt. "Så hvis ringen ikke var der, da du var her sidst, så må det jo betyde at Fermaz stadig er i live! Og han har været her! Eller i hvert fald derinde!" Jah-lilas stemme steg lige et par oktaver af bare begejstring. "Men hvor er han så nu? Og hvordan får vi ham ud og herind til os?" Spørgende vendte hun blikket mod Dødsguden, som hun nærede alverden tillid til. For han var jo en gud, og sådan én var jo altvidende, ikke? Hvis bare Fermaz ville komme forbi, sådan cirka nu! Mon de ville kunne tale sammen? Kunne han træde ud gennem portalen og ud til hende? Eller måske fungerede det kun den ene vej? Måske kunne han slet ikke se hende, selvom hun stod lige her. Lige foran portalen. Koncentreret kneb Jah-lila øjnene sammen, som kunne hun tvinge Fermaz til at komme frem derinde på den grønne eng.
At årene havde gået deres gang siden den lille, stribede hoppe sidst havde set sin mage, lå ikke i hendes tanker. Ej heller at de måske begge ville være forandret. Forandret på en sådan måde, at forskellene muligvis ville være for store mellem dem, til at alt blot ville blive som før, hvis Fermaz kom tilbage. Og dog.. Parret havde altid været som nat og dag. Den livsglade og naive hoppe og den dystre og seriøse hingst. Men modsætninger mødes, og det havde det i dette tilfælde bestemt gjort.
Som Helzlori nu foreslog, at de skulle tage til den næste portal, tøvede Jah-lila kun en smule. Skulle de så ind i det ubehagelige mørke igen? Kort rynkede hun på den mørke mule, men nikkede så bestemt. De måtte til bunds i dette mysterium, også selvom det betød en smule ubehag. Den stribede tog derfor et fast tag i en tot blodrød man. Hun var klar! Klar til at drage videre på deres eventyr.
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
542 posts
1 like
Post by Helzlori on Aug 6, 2019 18:54:26 GMT
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.
Helzlori turde ikke tænke på hvordan Ichigo ville tage hans nuværende situation. Den kære hoppe, der gennemgik en ganske umådelig forvandling henover ganske kort tid i hans selskab. Hvad ville hun mon sige? At han var faldet i en dyb sø og at hun ikke vidste om han var værd at redde op? Hingsten forsøgte at ryste tankerne af sig. Øjnene blev flået væk fra sporet og søgte nu i resten af billedet. For nok var Fermaz der - men hvad med hans kære? Han stirrede længe og grundigt. Indtil det gik op for ham at der var et spor: Et ganske lille et. Kun fordi han samlede sin koncentration og sine evner, sansede han det - deres duft... Hvordan var det muligt? Guden blev helt sagelig, hans lemmer føltes som bløddele og hans hjerte kvaltes i savn. Han havde ikke ladet det trænge ind så længe. Men duften satte sit tydelige ar i hans indre. Der var ingen tvivl om at hingsten umådeligt savnede dem. Hans allerkæreste lille familie... De kendte knap nok Gervina.
Han rankede sig da den lille hoppe nu indvilligede i hans videre plan om at tjekke næste portal. Hendes tænder i hans man. Helzlori sendte hende et kuldegysende blik. "Træk vejret..." flød hans ord så ud. Hans gamle hjerte kunne vist ikke tåle at være i nærheden af hans elskede. "Og hold det."
De forsvandt fra Proelio, netop som et skrækindjagende event tog sted. Men det lyttede han ikke til. Ikke engang de stærke kald han fornemmede fra himmelriget og ubalancen der bredte sig, fik ham til at vende ansigtet til sit hjem. Han var som fanget i fortidens minder - han havde glemt dem han nu havde kær. "I vores gamle verden, før kollisionen med Jaymelias dimension lå Sweyitak ved denne portal." formidlede han, da de nu stod overfor en ny portal. Først var den ganske usynlig. Så pustede Helzlori liv i den - Den trådte frem i området som en smuk oase - da de ellers befandt sig i ørken.
Jah-lila fulgte Helzloris instruktion, og turen gennem tid og sted blev da også knap så ubehagelig, selvom det nok aldrig blev hendes favoritmåde at rejse på. Nææ havde de blot haft vinger! Sådan nogen havde den stribede altid fantaseret om, trods det var hendes egen datter, der var blevet beriget med et sæt. At svæve gennem luften så let og ubesværet og blot nyde det smukke syn af landskabet der flød forbi én, mens solen stråler varmede ens ryg. Sådan burde hende og Dødsguden rejse!
Før Jah-lila var færdig med at dagdrømme om vingernes sus, var de atter fremme ved deres destination. Hun trak atter vejret, og selvom hun endnu en gang var svimmel, var det ikke i samme grad som sidst. Det hjalp jo også, at man slap for at få presset al luften ud af lungerne. Nysgerrigt kiggede den lille hoppe sig omkring, mens hun lyttede til Helzlori. Så dette var det gamle Sweyitak. Her havde Jah-lila selv færdes i fortiden, og det var derfor svært for hende helt at finde ud af, hvor hun egentlig var. For det lignede jo ikke det Sweyitak, som hun huskede? Men der var selvfølgelig også sket en forfærdelig masse siden da, og Proelio i dag var, var ikke hvad det havde været den gang.
Dødsguden pustede atter og frembragte derved portalen. Som sidst skridtede Jah-lila en runde, og stillede sig derefter foran portalen, hvor hun med let knebne øjne tiltede hovedet let på skrå og stirrede direkte ind i den. En rum tid gik inden den stribede gav op. "Jeg kan ikke se no.." Mere nåede hun ikke at sige, før luften omkring dem begyndte at flimre.
Flakezé havde kontaktet hende via tankens kraft, trods hun blot havde ønsket at være alene. Han havde bedt hende om at finde frem til Helzlori, for kun sammen kunne de tilbage blivende guder gøre sig håb om, at standse denne apokalyps. Jaymelia havde ikke ønsket at føje ham. Havde ikke ønsket at gøre noget som helst, som den blå bedte om, men.. Hun vidste kun alt for godt, hvad dette kunne ende med, og hun var derfor, om end modstræbende gået i gang med at følge den magi, der kendetegnede Dødsguden. Hun var ikke glad, det ville han heller ikke blive.
Luften begyndte at flimre ildevarslende omkring det umage par. Som regel fandt den flaskegrønne Gudinde det ganske morsomt, at gøre noget ud af sin entré, men ikke i dag. Ud af den flimrende luft trådte hun derfor blot uden varsel eller nogen form for magiske illusioner. De befandt sig foran en gammel, ligegyldig tidsportal. Helzlori og en besynderlig stribet hoppe, som Jaymelia aldrig havde lagt sine øjne på før. Hvilket mærkværdigt selskab Dødsguden var begyndt at befinde sig i.
Uden nogen indledning eller hilsen, begyndte hun at tale. "Helzlori, du bliver nød til at tage med mig tilbage til Himmeriget!" Hendes stemme var lavmeldt, men intens. De havde ingen tid at spilde. "Artemis har slået Smeyé ihjel, for herefter at opløse sig selv i stjernestøv, som Laylis så har fanget i en ubrydelig tidslomme, hvorved hun aldrig vil kunne samle sig selv igen!" En meget kort opsummering af hvad der var sket under Dødsgudens fravær. "Ubalancen er allerede startet. Skyggerne som Smeyé indeholdt er brudt ud, og i gang med at fortære hele Proelio med deres vanvid. Vi er nød til at stå sammen, for at få løs dette!" De havblå øjne stirrede ufravendt mod den sorte, som var den lille hoppe ikke en gang til stede.
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
542 posts
1 like
Post by Helzlori on Sept 9, 2019 9:35:06 GMT
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.
Der var intet ved denne portal der havde ændret sig siden han sidst så den. De døde øjne var vågne og meget utålmodige. Frustreret stirrede han intenst - for kunne de ikke finde flere spor her? Jah-lila var en lille sprællende og positiv sjæl. En komplet modsætning til hans kulde og mørke. Han skulede i hendes retning... I det mindste havde han behandlet hende bedre denne gang, så hun sparede på sine kræfter... Man skulle ikke tidsrejse for meget uden at vide hvorledes man bar sig ad. Han fnøs snart og snerrede en anelse vredt. Det var håbløst! Ikke engang den lille spirrevip kunne se noget her! Han kneb øjnene sammen - der var noget i gære.
Luften flimrede og trods han forventede en kæmpe entre, så var det en forhastet gudinde der viste sig i det næste nu. Der var noget ragende galt. Jaymelia havde en forkærlighed for mysterier og magi, hun plejede at lave et større nummer ud af sig selv. Guden stirrede derfor en anelse måbende, da gudinden blot stillede sig og talte til ham, som om det var naturligt at hun ikke lavede et længerevarende show. Ordende væltede langsomt ud af hendes mund, og han hørte den underlæggende tone: Af en slags intensitet. Måske følte hun frygt? Det var altid svært at stirre igennem hendes ansigts tonløse streger.
Smeyé død? Han gispede en smule overdrevet - for i første omgang lod han sig ikke narre. Var hun ude på ballade? Var det en skør leg? Han slog med halen og tippede sit store hoved på skrå med et koldt, trods morende blik. "Hvilken fantasi du har dig!" brummede han fraværrende. Det kunne slet og ret bare ikke passe. De ord hun sagde... Artemis opløst i stjernestøv? Laylis fængslet hende i en tidslomme? Pff...
"Men jeg har et andet, ganske presset foretagende, der kræver min opmærksomhed, ikke sandt?" han vendte sig med et blik imod Jah-lila og portalen. Et let suk kom fra hans dybe bryst. Hvorfor i alverden ville Jaymelia komme her og tale om Proelios undergang på denne måde? Hvis det ikke var en leg? Han så nu tilbage i de blå øjne hun bar. Det var dyb alvor hun udstrålede. Han overvejede situationen og søgte let ud imod Proelio: For han fornemmede rigtig nok død... Noget klamt og opsigtsvækkende. Kunne gudinden tale sandt? Dødsguden vendte sit øje imod portalen igen.... Hans tabte familie. Følelsen af savn herskede i hans kolde hjerte. "Hvad end Artemis har rodet sig ud i at skabe, kan jeg ikke bruge min tid på ubetydelige skygger... I er overguderne." der lå en let usagt sætning: Løs det selv. Han følte det sved i hans indre. For han var på en og samme gang flået i to retninger. Han ville på sin vis gerne vende hjem til Proelio og finde sandheden... Se det selv. Løse dette. Men hans hjerte trak ham en anden vej og stien var for kærkommen til at han ville forlade den. Han var egoistisk.
Et gisp fuldt af forundring forlod den stribede Jah-lila, da der ud af den flimrende luftspejling dukkede en grøn hoppe op. Hun havde aldrig set hende før, men vidste med det samme, hvem hun var. Magiens Gudinde - Jaymelia. Mon hun ville hjælpe dem med at finde deres kære? Den stribede hoppede nåede ikke en gang af åbne munden for at spørge, før den grønne gudinde begyndte at tale. Hun talte dog ikke om de forsvundne halvguder, ja hun talte ikke en gang til Jah-lila. De blå øjne var lå ufravendt på Helzlori, der tilsyneladende ikke troede meget af, hvad hun havde at sige. Den stribede gjorde derimod store øjne. Var Smeyé død? Ham der i sin tid havde smittet hende med en virus, der skulle slå både hende og hendes ufødte fostre ihjel. Og var Artemis også væk? Sådan helt væk, uden at kunne komme tilbage?
Da Dødsguden kort vendte sit blik mod Jah-lila, vidste den stribede slet ikke, hvad hun skulle svare. Jovist var deres mission vigtig, men det var det vel også, at redde Proelio fra disse skygger?
Ved Helzloris fornægtelse af hendes fortælling, blev ørene lagt fladt ned i nakken, mens de strålende blå øjne skød lyn af raseri. "Fantasi siger du! Prøv ej at fornægte, at selv du ikke kan mærke at der er noget galt. At balancen har rykket sig, at noget er helt og aldeles forkert." Hvis blikke kunne dræbe, og det ikke ligefrem havde været Dødsguden selv, så ja.. Den lille, grønne krop nærmest dirrede at vrede, dirrede af magtesløshed over, at Helzlori ikke ville tage med hende. Ikke ville tage del i det ansvar han som gud var en del af.
"Javel, din opmærksomhed ligger andetsteds." Et giftigt blik blev sendt til den stribede ved hans side. "Så må vi overguder jo klare os selv, men pas på min kære." Ved ordet kære lagde hun særligt tryk på, for hvis der var noget som Helzlori ikke var, så var det kær i dette øjeblik! "Det er meget muligt at du i dette øjeblik har dødsdømt din fremtidige familie til fordel for din fortidige." Dumme Dødsgud, som om Jaymelia ikke vidste, hvad det var han så ynkeligt rendte og ledte efter.
Med et sidste anklagende blik på den mørke hingst, forsvandt Jaymelia lige så pludseligt som hun var kommet.
