PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
542 posts
1 like
Post by Helzlori on Oct 11, 2019 18:30:29 GMT
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.
Helzlori stirrede grådigt på den grønne. Det dræbende blik borrede sig igennem ham, men endnu følte han kun afvisning - han havde ingen grund til at slippe dette nu han endelig havde fundet det! Han ønskede blot at blive her... Proelio kunne i denne stund rende og hoppe - måske ville landet endda blive hvad han ønskede det var? Hvis det var sandt hvad hun fortalte - og han følte så ganske stærkt hvordan hun med sikkerhed synes at det var det - så kunne det blive hans fordel! Han havde længe ønsket sig et rige af mørkets magt... Måske var dette en chance? Han kunne godt lade balancen blive forstyrret. Hvis det betød at han blev herskeren. Enerettigt.
Men så slyngede gudinden en sætning ud der skar ham hårdt: At han valgte sin fortid fremfor sin fremtid...
Guden brølede nærmest for fulde lunger af raseri! Hvor vovede hun at blande sig med en sådan sætning! Men puf. Så var Gudinden borte. Kære... Han var ikke i tvivl om hvad hun mente om ham i denne stund. Han bed tænderne sammen. Gervina... Hans datter. Det sidste af hans familie... Han tænkte kort over om skaden kunne ramme hende... Nej... Hun ... Hun var for klog. Der ville ikke ske hende noget. Vel? Hans tvivl var ikke nok. Ikke endnu.
"Vil du så fortsætte?!" hvislede han imod den lille livsgladelige hoppe. Eller var hendes hjerte for hæderligt? Ville hun rende tilbage?
Gudinden Jaymelias veje nåede tilbage til Proelio. Her stod hun og måtte påtage sig sit og Flakezés ansvar - Hun mødte skyggerne. (Læs A shadows Agreement.) Det var nær gået galt... Men efter et rum tid i skyggerns vold, blev de frelste af Laylis. Skyggernes respekt for gudinden var stor - som om noget var i vente. Jaymelia fik sin drage Rakathan befriet og ligeledes blev Irissia Asandi befriet - Gervina Riverza... Helzloris datter, var medtaget. Hendes fader havde svigtet hende og Jayemelia var fyldt med uforståenhed overfor dødsgudens prioriteter! Han kunne ej benægte dette. Aldrig. Et sted ville han tydeligt mærke stikket af hvad der var sket i Proelio... Men nuvel. Jaymelia havde en plan.
Derfor samlede hun sine kære - 3 skabninger der kunne løse Helzloris fortidsmysterie, så han ville opfylde sin pligt her! Hun bad Sirenia, Acerion og Rakathan om at rejse til Dødsguden i tomrummet udenfor Proelio. Hun forklarede dem tydeligt hvad de måtte løse sammen. "Du Acerion må udnytte din magi til at se langt ind i fortiden for at finde dem - grib fat om dem og træk dem om muligt hertil." hun så på sin datter "Du Sirenia må synge dig langt ind i fortiden - søg med din dragende stemme så de kan høre dit kald. Hjælp din broder med at oplyse vejene." hun så til sidst på Rakathan "Jeg frygter at noget farligt vil dukke op - dit solide vingevang må beskytte jer alle. Du alene kan stå imod store magiske ladninger." En portal åbnede sig ikke langt fra Dødsguden og Jah-lila. Hun vidste at de, trods hans grådighed og stædighed, ville få brug for hans kræfter... Før Proelio mødte sin undergang.
✯ Closer than ever
Helzloris grumme hvæs var ikke til at tage fejl af. Han var ikke glad - han var udelukkende hadsk overfor Proelio. I denne stund kunne det hele rende og hoppe, han gav ikke fem potter pis... Og det var nok det der i bund og grund generede guden mest. Der var faktisk et grundlag i ham - et stik fra en mægtigere magt, der fortalte at han tog fejl. Dette var ej det rette at gøre. Proelios skæbne var på spil og hans eget blod måtte bøde for det. Jah-lilas stemning var stadig positiv omend hun nok et sted ønskede at vende hjem til Proelio. Hun kunne ikke se alle Dødsgudens farlige blikke - han var jo også et følende væsen og havde brug for opmuntring. Derfor gjorde hun hvad hun ofte gjorde bedst: Hun fortsatte deres eventyr med et nyt positivt syn på tingene.
Hvor ville det føre dem hen?
Før end parret nåede at blive optagede af deres jagt igen, hørtes hovslag... Hovslagene var blandet med et større væsens vingeslag. Det fik selv Helzlori til at vende sit ansigt imod synet... En drage. Et væsen der for længst var uddødt! Han rankede sin sorte krop og blottede tænderne - de orangeglødende øjne slog lyn. Endnu en forstyrrelse! Da hans blik nåede de to små plage op jorden, gik det op for ham hvad der var ved at ske. Hun havde sendt en lille forsamling. Til at tage ham hjem? Han fnøs.
"Helzlori!?" Acerion bremsede fast på sine ben og hævede hovedet højt. Hans søster var en smule mere sky bag ham, men endnu stolt over missionen de var sendt på. Hun så imod Jah-lila - for her fandt hun et ansigt der var rart at betragte. Idet de to var standset landede dragen med et mekanisk skrig. Ganske uimponeret stod Helzlori og kneb øjnene sammen. Jah-lila derimod var meget opmærksom overfor situationen - det var da spændende!
"Og hvad skal forestille?" brummede dødsguden olmt. Han var ikke i noget godt humør mere. Forstyrrelserne havde været for mange... Han fnøs og piskede med den tjavsede røde hale. Jah-lila havde spottet det der faktisk var den sande mening. "Kan De ikke se det, Helzlori? De er her for at hjælpe med gåden!" hun følte en vis ærefrygt overfor dragen, men hun var helt syg af begejstring! Hvordan kunne det gå galt, når de fik så skøn en hjælp? Helzloris krop glødede næsten - ild tændtes i gnister omkring ham. Hvad? Han kunne ikke finde nogen tiltro til disse skabninger! Jovist... Han kunne nu godt lide den grønne Jaymelia. Men i denne stund var hun en ren forræder imod hans fortid... Hans følelsers begyndelse. En lang rejse.
"Det er så sandt som vi står her." forklarede den unge Sirenia og dragen fulgte trop: "Deeennne gååådee børrr løssses afff osss allleee..." Rakathan sænkede sit hoved imod dødsguden og gnisterne. Han kunne godt lide disse gnister... Portalen ind i fortiden var stadig tydeliggjort. De to søskende nærmede sig... Det var farlige bevægelser imod dødens hersker... Men netop som han ville bide og antænde sin fulde ild, så han noget i deres øjne, der gav dødsguden et vist mod. De havde rene hjerter. Intet forpurret var over dem og oprigtigt ville de hjælpe. Han sank sammen i kroppen og vendte blikket imod portalen... Ville de være til hjælp? Kunne deres magi... alt forbyde det - strække sig længere ud end hans?
✯ Trapped in time
Dødsgudens magi udvidede sig i døden. Mørket og ilden. Kulde og gys. Han havde svært ved at søge i fortiden - ligesom han havde svært ved at søge i livet. Men disse små heste, med deres store drage, var de anderledes? Han havde en svær fornemmelse af at han havde brug for Laylis til denne irriterende opgave det var at finde sin fortid... Men han havde intet forhold til gudinden - kun had. "Der findes spor i fortiden! Helzlori og jeg fandt dem selv - Fermazs ring og hår fra Ichigo!" Jah-lila var opppe på dupperne og stod bag de to føl, for at stirre ind i portalen. Rakathans blik vågede over dem alle. Han stod fast som en beskytter... De to unge plage var stille. Helt stille. Det var tydeligt at der foregik et eller andet...
Snart lukkede Acerion øjnene og Sirenia begyndte at nynne. Højt og lyst - ganske smukt. En sang der nærmest hørte til hos en gudinde. Helzlori mærkede en form for dragende effekt. Hvad kaldte hun på? Acerions hoved bevægede sig. Han søgte. Og han søgte. Hun sang og kaldte. Mere og mere intenst flød stemningen ud i rummet omkring dem. Portalen hviskede. Dens kanter begyndte at lyse og flimre... Alle stirrede målløst da de heste der var blevet søgte efter viste sig langsomt én efter én. De vidste ikke besked om at de blev betragtet. De levede blot deres tilværelse i fortidens lommer. Acerion stampede i jorden og ud fra hans hov glitrede magien lystigt som en fortryllet snor. Den bandt sig ind i portalen. Begge unge heste piskede med halerne og deres søgen forendedes fuldkommen!
Efter et rum tid var der noget der eksploderede. Rakathan reagerede hurtigt og skærmede alle omkring sig med det brede vingefang. Alt magi forsvandt. Portalen slukkedes og aftenens tusmørke trængte sig på. Stilhed. Alt var stilhed.
"Ærede Helzlori... Kære Jah-lila... Vi har nu søgt. Hvad vi har fundet er desværre ikke i jeres ønske." stilheden blev brudt af Sirenias stille stemme. Hun stirrede på dødsgudens øjne og følte en let frygt, men samtidig var hun tapper. "Jeres kære lever - i fortiden. "Portalens eksplotion var vores forsøg på at trække dem igennem til os." Acerion stod rank og elegant hævet over jorden, som han forklarede situationen. "Dette vil ikke blive muligt... En tidslomme holder dem fanget i fortiden - der er intet vi kan gøre for at bringe dem hertil..." hans stemme var stærk, men han fornemmede hvorledes ordene trængte ind og gjorde de to håbefulde sjæle sørgmodige...
Det var dog enden på en årlang smerte. En form for forløsning skete i både Jah-lila og Helzlori. De levede... De havde et liv i fortiden. Men de var her ikke fordi de ikke ville være her - men fordi de aldrig kunne nå hertil. Følelsen i hjertet af savn voksede en smule, for så at falde til ro... De havde deres forklaring - og en mulighed for at komme videre nu. Med den følelse i hjertet skiftede Helzloris grumme humør drastisk - Han havde jo også et andet liv nu - ligesom de havde skimmet deres elskedes liv i fortiden. De havde det godt i den tilværelse de var tvunget til at være i... Så hvorfor skulle han ikke også leve videre? Han hvinede højlydt og påkaldte sig en grøn ild - dens flammer brændte ej og igennem dem kunne man se Proelio! De måtte hjem. Der var et land og andre liv at beskytte nu.