PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Post by Gervina Riverza on Jun 25, 2019 20:37:15 GMT
Det er midnat. Midnatsolen står højt på himlen, præcis som den altid gør i denne del af landet. Jeg befinder mig i Frozticen, ved et af de steder, hvor flodens strøm bevæger sig langsomt. Midnatsolen og den farverige himmel giver flodens vand en næsten magisk farve. Min mundvige trækkes op i et skævt smil ved synet; Proelio er virkelig magiens land. En pludselig mørk fornemmelse afbryder min ellers rolige nat. Jeg retter mig op og løfter hovedet i en hurtig bevægelse. En utydelig og flydende, men samtidig svævende, skikkelse dukker op på den anden side af floden. Med et undrende blik i øjnene og hovedet let på skrå, træder jeg et par skridt ud i floden. Blot for at komme tættere i håb om at skikkelsen bliver mere tydelig. Det gør den ikke, men det går alligevel op for mig, hvad det er; en sjæl, en død sjæl. Det er længe siden, at mine evner som halvgud har vist sig, og jeg er forvirret. En grødet, hviskende stemme lyder i mit hoved - jeg bakker forskrækket tilbage. Stemmen advarer mig, advarer mig om kommende forandringer. Om det kaos og mørke, som er på vej. Og lige så hurtigt er skikkelsen væk igen. Forvirret og forskrækket ryster jeg på hovedet. "Det kan ikke være sandt..", hvisker jeg ud i luften. Knap når jeg dog at udtale det sidste ord, førend at himlen går amok; Midnatsolen lyser op som tusinde eksploderende stjerner, det er så voldsomt, at jeg næsten kan mærke suset fra eksplosionerne i hovedet. Jeg er ikke længere i tvivl om sandheden i dét skikkelsen sagde. Jeg kan mærke det i hver en fiber i min krop. Kaosset. Mørket. Og så starter helvedet i mine tanker; tusinder af hviskende, skingre stemmer lyder i mit hoved. Tusinder af forvirrede sjæle, som også kan mærke forandringerne selv i deres efterliv. Jeg står som lammet; paralyseret af de tusinde stemmer.
Nigrum Frollo Im not alone for my father is with me.
Solen her opførte sig sært... Om vinteren dukkede den aldrig op. Om sommeren forblev den natten ud. Åh ja han havde hørt alle historierne om Frozticens landskab, men at stå med begge ben solidt plantet i sne og is var en helt anden sag. Hans hjemland lå blot få kilometer fra Proelios grænse og han havde skuet imod landet hele sit liv. Endelig var lykken tilfaldet ham og han og broderen var vandret hertil. Det var nogle uger siden og Frollo havde set masser af liv - men først i den seneste tid opsøgt andre end broderen. Nu var det dog på tide at søge Aeical igen... Men hvor var den åndsforladte broder henne?
Han havde sidst set ham her i Frozticen efter deres trip til Natiaum... Smeyés lille del af Proelio omend Landsdelene var brudt op. Frollo stirrede omkring sig og stod snart musestille. Der var en forandring. Noget opsigtsvækkende der ikke var til at tage fejl af. Hans ører vendte sig imod de mindste lyde - noget skvulpede i floden bag ham og hans øjne fangede nu en hoppe af flere farver. Hans skarpe øje vurderede hende kortvarigt - for solen brød nu i flammer ... Forstå mig ret, den var altid i flammer - men som om noget unaturligt og uforklarligt skete. Han trak på smilebåndet - endelig viste Proelio sig fra den side myterne fortalte om!
Frollos krop sitrede af suset og varmen der pludselig strømmede igennem landskabet. Det kunne mærkes dybt ind i årene - dette var større end nogen lille hest kunne forestille sig. Der skete noget drastisk! Han søgte den lille hoppepige, da ruset havde lagt sig og en faretruende stilhed knagede... Han standsede der tæt ved hoppen, men på en 3 meters afstand. Uden at sige mere. For hun var paralyseret og lod ikke til at leve i denne verden?
Hingsten skimmede op imod himlen, da følelsen af skygge nærmede sig langsomt....
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
184 posts
0 likes
Post by Narrator on Jun 26, 2019 8:04:17 GMT
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Kulden trængte igennem yderlaget af pels, men nåede ikke det varme beskyttende lag dybt under. Den blå man hvirvlede let i en brise og is krystaller havde sat sig fast i den. Gule øjne skimmede området - han var et stykke fra Torpas floden, men han fulgte en mavefornemmelse. Der var noget i gære. Hans instinkter talte sit tydelige sprog til ham: Find hende. Så hingsten havde forladt sin flok i Darkena, for at finde hoppen han agtede at vige sit liv til. Derfor befandt han sig her... Der var et underligt bånd til hende der bare trak i hans krop og fortalte at dette var den rette vej at gå. Som blev han ledt af en magnetisk kraft.
Ret ville få ret. Når alt kom til alt så var dette en ulykkens dag. En skæbnesvanger ændring var på vej. Han følte det i jorden. I solen. Månen der pludselig viste sig vej ind over himlen, samtidig med solen, så de to snart stod i skarp kontrast til hinanden. Solen blussede op og Narrators gule øjne skinnede igennem. Han følte frygt og angst igennem sine lemmer og denne kraft fra hans krop satte ham i fuld bevægelse. Et hvin så ganske højlydt og længselsfuldt efter at se hende blev slynget ud i området. Han galoperede imod følelsen af hende. Kærligheden... Den viste vejen.
Hvor var den fine hoppe? Vidste hun besked om dette skræmmenede fænomen der skete på himlen? Før han vidste af det standsede han - på den anden side af floden i forhold til hvor hun var... Hos en fremmed hingst. Narrators krop brændte... Men snart måtte han se op og mærke stikket i sine vener. Noget sort... Noget sort og farligt faldt fra den smukke himmel.
Til trods for at denne unge dame endnu ikke var helt voksen og udvokset, var hun allerede stærkere, mere moden og ansvarsbevidst end de fleste andre. Hun var født med gudeblod i årerne og havde været påvirket af sin mors stærke magi lige siden fødslen. Hun havde været tvunget til stort set at stå på egne ben lige fra starten og havde været i stand til at brødføde sig selv og klare sig uden sin mors hjælp lige fra begyndelsen. Hun var derfor hurtig om at opdage, at der var noget i luften, der ikke var, som det plejede; noget, der lurede truende i horisonten. Som tiden gik så hun langsomt landet forandre sig; luften blev støvet og føltes uren, himlen var nærmest ved at eksplodere, og en masse underlige skygger svævede rundt i luften og så yderst mærkvædige og unaturlige ud. Sirenen var heldigvis vant til alt, hvad der var unaturligt og magisk, så hun blev ikke ligefrem bange - men hun blev da bekymret, specielt for sin familie. Hun vrinskede derfor opsøgende ud i luften, mens hun bevægede sig rundt i Frozticen i håbet om at kunne finde sin mor, far eller bror.
Post by Gervina Riverza on Jun 28, 2019 19:19:21 GMT
Stemmerne bliver flere og flere, højere og højere. Jeg er overbevist om, at mit hoved er ved at eksplodere på samme måde, som midnatsolen gjorde for få minutter siden. Min vejrtrækning er hurtig og overfladisk - hver en fiber i min krop er spændt. Men så stopper stemmerne og alt bliver stille. Jeg når at ånde dybt ind, og lige så dybt ud, før det går op for mig, at der nu er for stille. Jeg kigger op mod himlen igen, blot for at finde svaret på stilheden; sorte skygger i utydelige former falder fra himlen. En følelse af frygt overtager min krop, men jeg er i tvivl om, om det er min egen eller de tusinde sjæles. Kun få gange har jeg været i så dyb kontakt med mine evner som datter af Dødsguden, som jeg er i dette øjeblik. Lyden af skridt fra en fremmed fanger mine ører, og de vipper opmærksomt i retning af den fremmede. Mit blik forbliver dog fæstnet på himlen og de sorte skygger. Jo tættere de kommer, jo større panik fylder min krop. Lidt efter lidt begynder også sjælenes stemmer at fylde mit hoved igen. Nogle er urolige og nervøse, beder om hjælp - andre fortæller om og om igen om hvilket mørke og kaos Proelio har i vente. "Noget er galt..", jeg vender langsomt hovedet mod den fremmede, "noget er grueligt galt". Flere lyde af skridt mod den kolde jord fanger min opmærksomhed, men denne gang kan jeg genkende lyden. En følelse af tryghed strømmer gennem min krop, hvilket til min store overraskelse også dæmper stemmernes panik. "Narrator..", gensynsglæden er lige så tydelig i min stemme, som den er i mit blik. Et føllet, lettere skingert vrinsk bryder luften. Det vækker en følelse af næsten moderlig bekymring i mig; tænk, hvis et ungt føl er alene i alt dette. Mit hjerte kan ikke bære tanken, og jeg svarer derfor hurtigt tilbage med et højt, næsten kommanderende vrinsk.
Post by Irissia Asandi on Jun 30, 2019 19:57:11 GMT
Den kølige luft var så fuld af bittesmå iskrystaller, at den fik hendes kulsorte man og hale til at glitre, som var de besat af tusindvis af diamanter. Det var noget ganske andet af bevæge sig gennem luften her i Frozticen, som var så frisk at man blev nærmest høj af den. Kulden generede hende ikke synderligt, da hun blev holdt varm af vingernes stærke muskler, som utrætteligt slog op og ned, medmindre hun fandt en opvind og derved kunne lade den bære hende i den afslappede svævende tilstand.
Kort scannede Iris jorden under sig og registrerede de små skikkelser, der tydeligvis var heste. De var dog for små til at hun umiddelbart ville kunne genkende hvem, hvis det overhovedet var nogen hun kendte. Yderligere nåede hun ikke at tænke mere over de andre heste på den snedækkede jord, for med ét nærmest eksploderede solen over hende. Med et skingert skrig af lige dele overraskelse og frygt, faldt hun flere meter som hendes vinger pludselig kollapsede. Det var som om at himlen sitrede af en negativ magi omkring hende, som tvang hendes vinger ind til kroppen og derved tvang hende ud i et frit fald, som tydeligvis kun ville få ét udfald.
Med en enorm kraftanstrengelse fik Iris vingerne ud fra kroppen og derved afbødet faldet. Langsomt begyndte hun at dale ned ad. Det var tydeligt umuligt at gå op, da den ellers så klare luft pludselig føltes som sirup, og bare det var holde vingerne foldet ud, var en anstrengelse så hård, at sveden drev af hendes spinkle krop.
Overraskelserne var dog ikke ovre, og snart formørkedes himlen af en underlig blanding af skygger og sort støv. Til trods for at Iris ikke anede hvad dette fænomen var for noget, følte hun dog tydeligt i sit indre, at det ikke var godt. Hun begyndte ihærdigt at kæmpe for at komme hurtigere ned til jorden, da hun ikke ønskede at være heroppe sammen med det. En fornemmelse af en truende fare, fik hende til at kigge tilbage, hvor hun til sin rædsel så, hvorledes skyggerne samlede sig og tydeligvis begyndte jagten på hende!
Hurtigere og hurtigere gik det nu. Til trods for at vingerne føltes som var de ved at brække af anstrengelsen, fortsatte hun med at presse sig selv. Iris havde ingen anelse om, hvad der ville ske hvis skyggerne nåede hende, men hun antog at det ikke ville være noget rart. Med ét var det som om, at hun brød igennem en usynlig form for barriere. Luften var ikke længere tyk som sirup, og et blik bagud fortalte hende, at skyggerne af uforklarlige grunde var stoppet op.
Jorden kom nu nærmere i et hæsblæsende tempo, og for sent forsøgte Iris at stoppe sig selv. Farten aftog, men ikke nok..
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
184 posts
0 likes
Post by Narrator on Jul 3, 2019 15:21:26 GMT
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Hingsten registrerede lynhurtigt Gervinas følelse i dette kaos. Som om han havde direkte adgang til hendes hjerte... Hans eget var så optaget af at komme til hende, at han ikke på nogen måde opdagede hvor dybt i sin grundvold han egentlig selv var blevet skræmt. Endelig nåede han hende og den sorte fremmede - han så ikke just venlig ud, men opførte sig på ingen måde uacceptabelt, så Narrator gled forbi ham. Han havde fanget Gervinas varsel - både i hendes ord og følelse. Dødsgudens datter havde set noget grufuldt de andre missede, ved ikke at bære hendes særlige evner.
Den grå hingsts hjerte hamrede som en evig vandren og hans krop standsede tæt hos Gervina. Hans navn faldt over hendes læber og han tog beskyttende om hende. Intet ord blev sagt. Han var nok næsten lammet. Hvilken historie ville dette blive? Hvor ville den ende?
Et vrinsk der mindede ham om et skrig brød luften og Gervina svarede - tydeligt bekymret for den unge sjæl der tydeligt var ejer af stemmen. I det samme nu hørte han en lyd. Vingefang. Iris blev hans første tanke. Kroppen snurrede rundt for at se op imod himlen. Ganske rigtigt. Der blev den gyldne hoppe jagtet af skyggerne. Det var som et mareridt. Narrator fornemmede hendes anstrengelser... Hun ville styrte. "En veninde fra den gamle verden, Gervina, han må hjælpe hende." formidlede han hurtigt med et stryg imod den brune hoppes mule. Så for han efter Irissias retning og nåede hende med det samme hun nåede jorden. Hans sanser var i fuld gang - han bad til hun ikke havde brækket de smukke vinger igen og at hun var okay ovenpå styrtet.
Nigrum Frollo Im not alone for my father is with me.
Frollos fornemmelse af situationen blev meget tydelig så snart denne grå hingst nærmede sig. Det var som en beskytter for den lille brune. Hun var bekymret og havde sågår henvendt sig til ham med nogle farlige ord om at noget var på vej. Hvad var hun? En slags profet? Han stirrede længe og hårdt på hendes krop, men uden at gøre andet end at registrere det han kunne opsuge. Hvem var hun? Der var en tydelig forandret aura over hende... Den grå hed tilsyneladende Narrator - den brune Gervina. De to udvekslede få ord, men måden den hingst talte på gjorde Frollo en anelse skeptisk. Hvem talte dog sådan om sig selv? Uden et eneste jeg?
Skriget havde brudt luften. En søgen fra en ung sjæl. Gervina reagerede tydeligt på dette, som et andet moderligt instinkt - alt imens den underlige Narrator forfulgte en faldende skikkelse... Åh Frollo var landet lige midt i en klump af historier der var forbundede med hinanden. Han skævede efter hingsten... Så bød hans nysgerrighed ham at stirre efter den lille, der måtte have kaldt.
En grønlig farve brød alt det hvide skønhed... En lille hoppe der stod i en farverig kontrast til skyggerne så sorte og sneen så hvid. Han vendte sig - denne unge sjæl var ikke en del af den flok han var dumpet ind i. Måske var det klogt at bringe endnu en fremmed til, så stod han i det mindste ikke alene. Den anden hingst havde haft nogle kolde øjne. Frollo satte derfor af sted i galop efter den grønne hoppe. Hans store skridt var effektive og han kaldte på hende med et tydeligt og dominerende hvin. Jo tættere han kom på hende, jo mere summede hun af sammen type energi som den brune Gervina... Blot en my anderledes. Frollos øjne var derfor pludselig i brand... Han kunne ikke forlige sig med disse unaturlige auraer... Men dog. Den grønne var tiltrækkende - noget lokkede hans sind og han standsede derfor ganske brat og hårdt et stykke fra hende. "At lede sig i uføre af magiens småsjæle..." mumlede han en anelse koldt. Han lukkede øjnene og bad Laylis give ham styrke og Smeyé give ham retning.
Hun løb en smule fortabt og panikslagent rundt, alt imens himlen blev mørkere og mørkere, og de mange skygger tog til i mængde. Hun var for ung til rigtigt at vide, hvad der foregik, men hun var dog udmærket godt klar over, at dette ikke kunne være noget godt. En hoppe besvarede pludselig hendes kalden, men det var ikke hendes mor. Det var dog den samme moderlige tone, som et føl helt instinktivt genkendte, og hun følte straks en trang til at finde denne hoppe og søge hendes tryghed. Der gik ikke længe, før hun nåede frem til en lille forsamling af heste. Hun stoppede op og så afventende på dem. Kunne det være en af dem, der havde kaldt på hende? Pludselig afbrød et skrig i luften dog hendes tanker, og hun så op mod himlen, hvor en bevinget hest styrtede til jorden. En af de andre heste styrtede hen mod hende. Alt omkring den lille sirene virkede pludselig så kaotisk, og hun mærkede tårerne presse sig på i øjenkrogen, da følelsen af panik og magtesløshed vældede igennem hende. Hun følte sig så alene; så fremmed og fortabt i denne store verden. Hun kendte ikke andre end sine forældre og sin bror, og hun følte sig pludselig så alene og svag.
Men da var det, at en af hestene pludselig kom løbende imod hende med stærke skridt og et dominerende hvin. Hendes første reaktion var instinktivt at ville flygte fra denne angribende hingst, men hun var paralyseret af frygt og blev derfor blot stående som naglet til jorden, mens hendes brystkasse hævede og sænkede sig i paniske stød. Hun lukkede øjnene og gjorde sig klar til at blive dræbt, men i stedet stoppede skridtene, og da hun tøvende åbnede øjnene igen, kunne hun se, at hingsten var stoppet op et stykke fra hende. Han mumlede nogle ord, som hun ikke helt kunne forstå meningen med, inden han ligeledes lukkede øjnene i og så en smule lidende ud. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre, og pludselig blev hun derfor bare overmandet af behovet for tryghed og nærvær. Hun havde endnu ingen andre erfaringer med hingste end sin kærlige far, og derfor faldt det hende helt naturligt at søge hingstes nærvær og tryghed. Hun satte derfor pludselig frem i en styrtende og hektisk galop, inden hun bragede lige ind i ham og knugede sig ind mod hans bryst, mens hun bare begyndte at græde som den lille, skræmte pige hun inderst inde var.
Post by Irissia Asandi on Jul 14, 2019 15:52:19 GMT
Med øjnene spærret op i rædsel så Iris som i slowmotion, hvordan jorden blot kom nærmere og nærmere, uden hun kunne gøre noget for at undgå det. For selvom vingerne var foldet helt ud for at bremse farten, var hun for tæt på jorden til, at hun ville kunne nå at standse eller undvige..
Bump!
Verden var ikke andet end et behageligt mørke. Ingen lyde, ingen lugte, ingen farver, ingen følelser, kun et blødt mørke som til fuldkommenhed omgav hende. Mon hun var død? Iris forsøgte at se sig omkring efter Helzlori, men synes ikke han var at finde noget sted. Var dette ikke hans domæne? I så fald hvor var han henne? Af en eller anden mærkelig grund, førte spekulationerne om Dødsguden tankerne hen på hendes mor. Den stribede Jah-lila som allerede havde mistet både hendes far og tvillingebror, selvom hun så stædigt blev ved med at holde håbet oppe og lede efter dem, til trods for at Iris ikke var i tvivl om, at de ikke ville få de to hingste at se igen. Der var ganske enkelt gået for lang tid. Nu havde Jah-lila så også mistet sin datter..
Et sted langt, langt borte begyndte hendes navn at give genlyd igen og igen. Hvor var det irriterende! Var det ikke meningen til at døden skulle være fredfyldt? En mærkelig prikken begyndte nu at kræve hendes opmærksomhed, og et gisp fløj ud af hende, da den prikkende fornemmelse med ét forvandlede sig til insisterende smerter. Det værkede i hele hendes krop nu! De tidligere døve ører begyndte også atter at kunne høre. Høre lyden af en anden hest nær hende. Til sidst vendte synet tilbage. Langsomt og sløret med sorte rander, som stadig truede med atter at overtage, forsøgte hun at stille skarpt på den hest, som var kommet hende til undsætning.
Det var meget muligt at Magiens Gudinde rent fysisk befandt sig et andet sted, et sted hvor der var langt mere brug for hende end her, men den lille, flaskegrønne datter var ikke så alene som hun gik og troede. Jaymelia havde aldrig været den optimale moderfigur. Til det var hun for flyvsk, for letsindigt, for magisk.. Men hun prøvede. Og denne gang ville hun prøve endnu mere ihærdigt end sidst, for se hvor galt det nu var gået..
Som rædslen overmanede Sirenia, begyndte den kolde luft omkring hende pludselig at blive varmere. Duften af Jaymelia selv trådte nu også tydeligt frem, som var den grønne gudinde til stede. Et luftigt kærtegn gled over den lilles kind, mens vinden blidt hviskede hendes navn. Nærværet var til at tage og føle på, trods fraværet var ganske tydeligt.
En andens eksistens gjorde sig nu gældende. Èn hvis indre Magiens Gudinde ikke brød sig om. Bønner blev nu sendt af sted. Bønner som til hendes morskab ikke omhandlede hende. Trist for ham, at han havde valgt at tilbede de forkerte. Luften omkring Nigrum Frollos hoved ændrede sig nu ligeledes. Der var dog intet af den kærlighed, som omgav Sirenia. Tværtimod forsvandt ilten langsomt, men sikkert. Ingen skal lede sig i uføre af magiens småsjæle. Den truende hvislen kunne intet andet sted høres, end i den mørke hingsts tanker. Beskyt føllet med dit liv eller forsvind nu. Intet ondt skal der ske hende, ellers vil selv Laylis og Smeyé tilsammen ikke kunne hjælpe dig.
Hvilket valg Nigrum Frollo havde tænkt sig at vælge, var helt op til ham selv. Jaymelia kunne have tvunget ham, knækket han vilje, men.. Hun var ej Smeyé, det var der ikke længere nogen der var.
Post by Nigrum Frollo on Jul 17, 2019 11:03:42 GMT
Nigrum Frollo Im not alone for my father is with me.
Han væmmedes et langt øjeblik med et vrænget smil på læben. Øjnene fulgte den lille sjæl, som hun fik øje på ham. Han var lige ved at trække sig fra situationen og forlade hele forsamlingen, da den grønne unge styrtede imod ham. Skrækken i hendes blik fra hans dominerende stemme var forsvundet som dug for solen. Hingstens krop stivnede og mødte den lilles. En gråd hørtes fra hendes lille stemme og hans krop blev nærmet overfaldet af den magiske ladning hun bar.
Kort efter var hans bønner hørt - af den ganske forkastelige gudinde Jaymelia. Hun havde sågår hørt hans hviskende ord og reagerede nu på disse, tydeligt utilfreds med hans holdning. Truslen smertede, som hun ilten forlod hans lunger og hun agtede at kvæle ham. Nuvel, så var man underlagt gudernes bedst forfindende... Han havde intet valg, hvis han havde sit liv kært. Men aldrig ville han tjene den magiske Jaymelia, det var imod de naturlove han hengav sin krop og sjæl til.
Hingstens øjne var vilde og olme. Hun gav ham et valg. Frollo fnøs og forsøgte at trække vejret. Det var ganske tydeligt at hun kun var i hans hoved, alle andre var optagede af skyggerne. Valget han ville tage var baseret på én ting... Det ville ikke være et oplagt øjeblik at forsvinde, ville det vel? Kaosset ville med Laylis nåde kun måske forfølge ham... Men Jaymelia var stærk. Hun ville nok bebrejde ham, at forsvinde, hvis det betød føllet om til skade. Hingsten bed tænderne sammen og blev. Hans solide legeme var nu i Jaymelias nåde. Hans vrede var tydelig og han så på føllet, som luften fandt vej ned i hans lunger på ny. En skønne dag ville han have vind i ryggen. Nok til at forvise små magiske sjæle...
Men han så nu omkring dem. Skyggerne havde stået stille i en sum tid... Han var ikke helt urolig for deres fortsatte færd... Skygger var Smeyés speciale og Frollo havde støttet vanviddets gud længe. Han lagde dog sin krop beskyttende om den grønne, da Skyggerne gav sig til at angribe og sværme som en hjorde af hvepse.
Bedst som hun stod dér grædende og knugede sig ind til hingstens brystkasse, mærkede hun pludselig en kraftig ændring i temperaturen. Luften omkring hende blev varmere og føltes mere tryg, og pludselig fornemmede hun en genkendelig duft. Det var længe siden, hun sidst havde duftet den, men genkendelsen var ikke til at tage fejl af efter alle de måneder i hendes mave; det var hendes mor. Hun åbnede de små grådkvalte øjne og missede svagt med dem, mens hun så sig omkring efter synet af den grønne. Men hun var ingen steder at se... Hendes tilstedeværelse var tydelig at fornemme i luften, men der var ikke andre end den sorte hingst foran hende. Pludselig mærkede hun dog et kærtegn glide over sin kind, og hun kunne høre sin mor hviske hendes navn med vinden. Hun blinkede tårerne væk og smilede, mens hun sukkede afslappet og beroliget. Selvom hendes mor ikke var fysisk til stede med hende lige nu, var hun slet ikke i tvivl om, at hun var der alligevel - og hun var lykkelig for, at hendes mor havde hørt hendes kalden og var kommet hende til undsætning.
Hun løftede nu hovedet og så op på den sorte hingst foran hende. Hun kunne se et væld af følelser gå igennem hans ansigt på kort tid. Mon han også kunne fornemme hendes mors tilstedeværelse? Pludselig virkede det dog som om, at han brød ud af sine tanker og i stedet så vredt ned på hende. Hun krympede sig let sammen under hans blik og gispede en smule frygtsomt, da hingstens opmærksomhed nu gled væk fra hende og i stedet ud på omgivelserne omkring dem. Hun fulgte hans blik og så til sin rædsel, hvordan de svævende skygger pludselig kom til live igen og styrtede direkte ned imod dem som angribende hvepse. Til hendes store lettelse valgte hingsten dog at lægge sin krop beskyttende om hende, hvilket måtte betyde, at han nok ikke var farlig eller vred på hende alligevel.
Hun kunne fornemme, hvordan skyggerne bed og rev i hingstens krop, da hun rystende kiggede op. Det var et forfærdeligt syn, og hun kunne ikke bare stå dér og gøre ingenting, mens en hel fremmed hingst ofrede sig selv for hendes skyld! Hun var dog bare et lille føl og kunne på ingen måde kæmpe mod disse skygger, så hvad skulle hun dog gøre?! Hun lukkede øjnene hårdt sammen og tænkte på sin mor. Hvad ville hun gøre i sådan en situation? Pludselig mærkede hun sin krop blive varmere, og hun kunne nærmest mærke sin mors magi gløde i sine årer. Hun udstødte et lille hvin, og da hun åbnede sine øjne igen, gled magien ud af hendes krop og formede en beskyttende bobbel om de to heste, der slyngede skyggerne væk. Hun så måbende på magien omkring dem og forstod ikke helt, hvad der skete. Var det mon hendes mors værk? Det var ikke gået op for hende, at magien kom fra hende selv... Hendes første oplevelse med sine halvgudeevner.
Post by Gervina Riverza on Jul 23, 2019 15:25:39 GMT
Kaos. Alting er kaos. Flere heste er kommet til vores lille forsamling; en faldt fra himlen, en anden kom forvirret løbende. Mit blik scanner opmærksomt de kaotiske omgivelser omkring mig. Narrator er ved den bevingede hest, som faldt fra himlen. En veninde fra den gamle verden, havde han sagt, da han forlod min side. Et øjeblik kan jeg mærke et stik af jalousi i mit hjerte, men jeg skubber det hurtigt væk. Der er ikke tid til at være tøsejaloux, når skyggerne kommer tættere og tættere på. Mit blik finder den fremmede hingst, som nu har bevæget sig mod den - for mig - lige så fremmede, og ret grønne, unge hoppe. Knap når jeg at tage et skridt hen mod de to fremmede heste førend, at skyggerne pludselig stopper op i luften. De er som frosset i luften. Hænger fuldstændig stille. Jeg forholder mig i ro med blikket fastlåst på himlen. Min vejrtrækning er stille, næsten forsigtig. Og så går helvede løs.
Skrig og latter fylder himlen - skyggerne er igen i bevægelse, men denne gang er de vrede, rasende. Aggressive. Panisk kigger jeg efter de andre heste, men min opmærksomhed bliver hurtigt fanget af lyden af en hæs latter over mig. Til min store rædsel går det op for mig, at flere at skyggerne har udset mig som deres offer. Jeg prøver at løbe fra dem, men intet nytter det; skyggerne får hurtigt fat i mig, de bider og kradser sig fast i min krop. Jeg vrider mig, prøver at kæmpe mig fri fra deres kløer - men jorden forsvinder under mine hove. Et panisk vrinsk undslipper mine læber, imens skyggerne løfter mig højere og højere op - og væk.
Post by Irissia Asandi on Jul 23, 2019 17:35:24 GMT
Et uhyggeligt skrig skar over himlen efterfulgt af en endnu mere rædselsvækkende latter.. Iris kæmpede for at holde sig ved bevidsthed, trods mørket fortsat truede med at overmande hende. At skyggerne på himlen brød gennem den usynlige barriere, som ellers synes at have holdt dem tilbage, bemærkede hun ikke. Men den sindssyge, skingre latter der kom forskellige steder fra, fik hende dog til at kigge op, hvor hun til sin gru så, hvorledes skyggerne styrede direkte imod hende.
Svagt forsøgte hun at komme op på benene for at komme væk, men med en rislen ned af ryggen af bare frygt, gik det op for hende at det var for sent. Skyggerne.. De var her!
Til at starte med lo de blot ind i hendes følsomme ører. Deres kolde, vanvittige latter som kunne skabe vanvid i hver en krog. Derefter lod de deres kløer gribe fat i hende, og efterlod nye, blodrøde striber på hendes ellers så gyldne krop. Tænderne blev ligeledes taget i brug. Sylespidse som de var, gled de uden problemer ned i hendes skind. Iris hvinede op, bed ud efter dem, slog efter dem med de røde hove, men intet af det hjalp. Hvis hun fik ram på én skygge, blev den blot erstattet af den ny. Det var et mareridt, der bare ikke ville stoppe!
Med ét bemærkede Iris, hvorledes hun begyndte at flytte sig. Det var ikke hende selv der gjorde noget, det var end ikke fremad, bagud eller til siden. Det var op! Skyggerne havde fat i begge hendes vinger, og da hun fortvivlet forsøgte at bore hovene ned i græsset, lo de blot af hende og greb nu også fat i hendes man, således de havde hendes hoved i en skrutvinge. Hjælpeløst vred hun sig i deres greb, men kunne intet gøre.