PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Post by Lúthendril Oasis on Nov 11, 2018 15:11:56 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Kulde føltes stærk igennem hendes årer. Ikke fordi hun frøs - nej det var hændelsen hun havde været udsat for. Nærdødsoplevelsen. Tilfangetagelsen. Fængslet som et bæst. Øjnene huskede hvad de havde set. Hjernen lagrede hvad hun havde tænkt. Kroppen memorerede hvordan det føltes. I Frozticens kulde. Lige indtil at naturkatastroferne overtog hver eneste landsdel. Der havde været noget under optræk, fuldstændig som hun havde fornemmet. Det var indimellem ikke rart at have ret - at være så intelligent. Forudsende. Ikke desto mindre var det hende - sådan var hun.
Hun skridtede nu over de åbne lavendelenge og trak vejret dybt ned i sine lunger. Friheden. Det var duften af frihed. Hoppens lange man blev taget af vinden, der pludselig besluttede sig for at lege vildt med den. En svag latter kom fra den kraftige hoppe - det havde været så absurd surrealistisk at blive befriet...
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Hovene slog sagte mod underlaget. Han havde vandret fra det ene område til det andet flere gange før. Han genkendte områderne, men naturkatastroferne havde ændret ruterne. Der var sket meget i landet, men den solidt byggede Fazet havde ikke ændret sig. Det var ganske få der trængte igennem, og han tvivlede på at nogen ville blive. De få der havde gjort det var enten døde eller forsvundet med tiden. Én enkelt søgte han stadig hævn over, og det ville komme... En skønne dag så ville han tage sin hævn, og den ville være sød.
Hvert skridt var solidt plantet mod underlaget. Han havde vandret gennem skiftende vejr i dette område. Det ene øjeblik var det vilde vinde - det næste vindstille og ligeså med skybruddene. For ganske kort tid siden havde det haglet, og han havde nu små kolde ting til at ligge i sin man og hale. Her vandrede han så hen over engen - uden at tage højde for, hvad det høje der var der var. Det duftede sødeligt og snart kunne han høre en latter. Som altid var ørene tilbage i nakken på den sortblå hingst. De blinde øjne søgte ikke engang - for det var alligevel til ingen verdens nytte. Synet var atter tabt, for en kort stund havde han kunne fornemme skikkelser, men det var forsvundet med naturkatastrofen. Heldigvis. Det havde forvirret hingsten mere end gjort det bedre.
Han gav et fnys fra sig. Pelsen var plysset og stor, og det samme med resten af kroppens hårpragt. Han havde været længe i Frozticen, men han var vandret væk endnu engang. Der var lummert her. Næsten varmt ville han påstå.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
Post by Lúthendril Oasis on Dec 4, 2018 20:43:50 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Hoppens fryd over vinden var som at give hjertet lov til at flyve, bare et par minutter. Hun standsede nu et øjeblik for at lukke sine øjne, berøve sig selv sit syn og bare sanse følelserne udenpå kroppen. Lydene omkring hende. Alt forstærkedes. Idet hun nød det allermest fornemmede hun dog tydeligt en tilstedeværelse ej langt væk. Solide hovslag. Hoppen sænkede hovedet fra vinden, der brat standsede, før hun så imod en hingst med hagl i manen. Han så hende tilsyneladende ikke - men ørene var fuldstændig fladt lagt... Hun tiltede hovedet på skrå og skridtede undersøgende imod ham...
Et lille stik i hendes indre skreg. For kunne hun mon risikerer at blive fanget af nogle ondsidnede sjæle igen? Hun rystede det af sig så godt hun kunne... Hun ville være den samme. Modig. Rolig. Kærlig. Hjælpsom. Sådan som det altid havde været. Kunne hun det?
"Goddag hr." lød hendes milde stemme, klar og dog var der en helt fremmed tone af usikkerhed et sted under dens ro.
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Fazet havde vandret i sine egne tanker - langt borte fra virkeligheden. Vandret og vandret gennem det iskolde område. Det rørte ham ikke. Han var slukket som han havde været længe. Vandrende med den samme negative aura over sig. Der var ingen grund til at ændre på den. Det havde der ikke været længe. Det var der - midt i sine tankestrømninger, at noget pludseligt ændrede sig. Var det skridt. Han stoppede midt i et skridt. Hoven dvælede over jorden kort, inden den blev smækket mod underlaget med en stor kraft. Han trak hovedet op. Det gav et knæk fra nakken, og hans øre forblev gemt i manekn.
Han indhalerede luften, og en duft ramte ham. En hoppe. Han gjorde ikke andledning til noget, men kunne høre hendes skridt. Hun nærmede sig. Var hun selvsikker? Snart kom der ord. En klar og mild tone, men hvad var det der lå under den? Usikkerheden? Ro? Han gav et fnys fra sig, som stod som damp ud af hans næseborer. Hr... Ja, det kunne man da bruge, det var da en helt korrekt formulering. Det var da også bare på sin plads. Langsomt dukkede de to ører modvilligt op - i hvert fald det der var tilbage af dem.
"Hvad vil du?"
Kom det koldt og kynisk over hans mule. Ingen imødekommenhed, for hvorfor skulle han også give det til nogen? Det blev jo aldrig givet retur. Andre ønskede altid noget eller gav utaknemmelige gaver til ham, som han ikke ønskede. Han bandede stadig over den sidste.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
Post by Lúthendril Oasis on Dec 25, 2018 20:09:02 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Hun forsøgte at læse hingstens signaler. Knækket der kom fra hans nakke efter stampet i jorden. De fladt lagte ører i nakken. Øjnene der intet så... Han måtte være blind, men vant til dette. Hvert skridt der blev taget var ikke falmende eller usikre. Han vidste hvor han befandt sig alligevel. Hun beundrede nu dette en stund, før hun atter blev konfronteret med tabet af hendes mod og ro i alle hendeseender... Kunne hun mon genvinde dette? Dette var nu hendes mission. Hendes mål med at møde nye heste og forsøge at finde sig selv... I dem. Intelligensen fra hendes sind var ikke glemt - men hun forsøgte at stoppe med at analyserer. Til fordel for at blive tryg.
Hingstens ører fandt modvilligt vej frem mod hende. En lille mild brummen kom over hendes læber idet han talte. Hvad hun ville. Koldt. Han måtte være en enspænder. Måske svigtet... Stop. Oasis stands din analyse. Hun trak vejret dybt og betragtede det sorte skind på hingstens kraftige krop.
"Intet, Hr. Hvis jeg forstyrre Deres aften, skal jeg gerne gå igen. Min tanke var blot at... Dage har været truende på det sidste. Selskab og sammenhold kunne styrke os alle." Stemmen fandt vej igennem ordene og til sidst blev de mere sikre. Hun hentydede til katastroferne og uden han selvfølgelig vidste det - hendes egen tilfangetagelse. Gudernes uro. Hun var af den overbevisning at alle der vandrede alene i øjeblikket ville være truet om de troede på dette eller ej. Sammen kunne man stå stærkere og fungere som ét og samme.
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Kort og kontant. Sådan havde han altid været. Han var ikke den store følelsesmæssige fyr - jo, hvis man talte en arrig en med. Det talte ikke helt i Fazets hoved. Han var ikke typen der delte af sig selv til andre. Så skulle der i hvert fald være en ret god grund. Hans attitude var markant. Han slog med et forben ud i luften, mens han holdt ørene tilbage i nakken, til trods for at de gled en anelse frem. En mild brummen forløste sig, og han undrede sig. Han hørte en dyb vejrtrækning, inden er kom ord. Et split sekund gled hans hoved undrende på skrå. Hvad var nu det?
"Mit selskab er ikke ønsket af andre"
Afviste han det selv. Han ønskede ikke andres empati over hans manglende syn. Han var blevet svigtet før og efter - det gjorde ingen ændring. De få han havde lukket ind var stukket af igen. Han forpestede andre. De var ikke gode ved nogen.
"Du snakker om sammenhold, som om at nogen vil støtte hinanden... Der er ikke andet end krig og had tilbage i denne verden..."
Hvislede han.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
Post by Lúthendril Oasis on Jan 25, 2019 12:02:49 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Oasis stirrede et langt øjeblik på de fladt lagte ører... Men det var ikke Semper Fi. Det var ikke ham foran hende, som havde truet hendes liv og taget alt fra hende. Dette var blot en strejfende hingst - et selskab i midten af hendes forskræmte tanker om sit livs underang. Han bar dog ikke præg af at ønske selskab - han mente andre ej ønskede hans. Hun lyttede til den hvislende stemme og tavsheden lagde sig en lang stund. For Oasis havde ikke noget håb at give ham. Hendes vise ord var væk og hun mærkede frustrationen krybe op i hende. En svag rystelse gik igennem hende som et kuldegys, som sandheden gik op for hende. Hun følte sig enig. På trods af kærligheden til døtrene og Constantine, så havde de ikke gennemlevet hvad hun havde. De vidste ikke hvordan det rev i hendes sjæl.
"Måske vil vi aldrig støtte hinanden igen. Måske vil vi... Der har været så meget krig og had til hinanden... Men jeg har ingen grund til at hade Dem." formidlede hendes lyse stemme - skrøbelig og fortæret som hun var blevet.
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Hvad var det han fornemmede? Der var noget i hendes ord - i hendes stemme. Eller var det omgivelserne. han kunne fornemme vibrationer før ordene. Han strakte sit hoved frem - halsen hvælvede og den tykke og filtrede man blev skilt en smule. Knuderne var der mange af efterhånden, ligesom i den store hale. Han kunne ikke se - og så ingen grund til at gøre et forsøg på at lade andre se en yndefuld side af sig selv. Han løftede overlæben og lod den let røre hårlaget. Hun rystede svagt. Han trak mulen tilbage igen og vurderede denne ting. Han kunne mærke det gennem underlaget.
"Du har heller ingen grund til ikke at gøre det... Hvis du ønsker en grund kan jeg give dig det i løbet af et split sekund."
Det var en nem opgave. En han sagtens kunne udføre. Han havde aldrig været bleg for at give igen - det tydede hans krop også på. Men han havde efterhånden også gennemlevet livet. Oftest så var det stædige imbecile hopper der havde en eller anden ting, som de skulle demonstrere. Han kunne altid give tilbage af samme skuffe, men hvis hoppen her forblev rolig - så kunne han måske acceptere hendes selskab lidt.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
Post by Lúthendril Oasis on Jan 28, 2019 9:27:58 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Oasis var fjern et øjeblik, hendes tanker strømmede tilbage til hulen - fængslet i grottens mørke. Hvad var verden for et sted? Var det virkelig som hun havde troet hele sit liv, eller havde hun været naiv? Ungdommen hade bragt hende igennem meget, både forræderi fra en elsket, tab af sin faders nærvær - genvundet igen, set sin broder dø, reddet en del liv. Hun havde set meget. Men aldrig nogensinde været tøjlet og tragisk fanget i nogen som Semper Fis besiddelse. Øjeblikket efter gispede hun kort, fordi denne hingst berørte hende - men det var borte som om det aldrig var sket. Hun var tydeligvis mærket og mere angst end hun troede.
Den kraftige man svajede - den komplette modsætning af hans filtrede knuder. Hendes var silkeblød, let bølget og som redt igennem for 10 minutter siden. Oasis lyttede med de små, pelsede ører.
"Det tvivler jeg ikke på." hviskede hun gysnede og trak vejret dybt. Normalt havde hun ikke tøvet, ikke vaklet, ikke rystet. Men Oasis var forandret af sin traumatiske oplevelse - ville hun så blive den samme igen? Nogensinde? "Håbet har svigtet mig."
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Et gisp. Hans øre sitrede med det samme. Det havde ikke været ham, eller havde det? Det pirrede i ham for at røre igen. Høre gispet endnu engang. For for hans øre lød det ikke forfærdet. Det lød behageligt. Var det behageligt? Han vidste det ej, for det var længe siden at nogen havde gispet på den måde i hans nærværd. Han trådte et skridt tættere og lod mulen glide over hendes hals. Silkeblød. En velplejet hoppe, en der tog sig af sig selv... Det sitrede i hingsten for at bide og mærke hendes kød. Han trak hovedet til sig i stedet og lyttede.
Hun var bange. Det var ikke det han havde forventet. Hendes stemme var som en rutsjebane der gled fra den ene yderlighed til den anden. Han trådte tættere på. Lod den store krop næsten vælte ind mod hoppen, selvom han fornemmede, hvor hun var. Mulen søgte op langs halsen og stoppede lige ved hendes ørespids. Halsen var hævet.
"Jeg kan give dig håbet tilbage..." Hvislede hans kolde stemme ved hendes øre, naturligt for ham - måske ikke for andre.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
Post by Lúthendril Oasis on Feb 5, 2019 16:22:42 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Oasis forsøgte at redde sit sind fra at falde fra hinanden yderligere. Opgaven var dog stor og måske endda for enorm for en hoppe, der kun lige var kommet tilbage til overfladen efter at have sunket dybt ned i mørket... Både fysisk og psykisk. Kunne hun undgå at falde ned igen, ville hun nok nærmest gøre alt. Tikke og bede om nåde. Flygte... Holde sig fra fremmede - men det var jo ikke sådan hun var? Hun havde været en ganske enestående krigerinde og en der ønskede at redde sjæle på vilde veje, de ikke kunne finde en udvej af. Nu var hun her. Skrøbeligere end før, men stadig ikke slået helt ned. Ellers var hun flygtet. Flygtet for længst.
Hingsten kom nærmere igen. Som om han nærmest var nysgerrig nu. Nærgående og nærmest legende? Hun mærkede et stik af utryghed i sit indre - man han var jo blind ikke? Måske var det hans måde at kommunikere på. ANALYSE. Stop med at analyser og slap af... Du kan være rolig. Ikke sandt? Men denne hingst moslede nu ind i hendes krop og nærmest ivrigt søgte han efter hendes ører. Kulde flød igennem stemmen. Oasis øjne blev isblå og matchede deraf kulden. Hans ord og kulden... Var det en trussel? Eller en sandhed? Et øjeblik vidste hendes krop ikke helt om hun faktisk fandt nærværet beroligende eller ophidsende. "Kan du? Hvorfra kommer dit eget håb i så fald? ... Mit navn er Oasis." stemmen peb ud til en hvisken. Startede modigt, men hun fandt endnu ikke helt fodfæste.
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Hendes stemme var pibende og gled nærmest ud til en sælsom hvisken. Det vibrerede i hans øre, mens han lyttede. Hvad var der med denne hoppe? Var hun knækket? var der sket noget vildt? Han virrede med hovedet. Hun var spøjs. Hovedet gled på skrå, undrende. Tænkende. Hvad var dette for en sjæl? Hans tænder gled over hårlaget. Uden at bide - kun røre. Han holdt sig i skindet, mens ordene trængte ind i sindet. Hun forstod ikke, hvad han mente. Det var han fuldstændig klar over. Der var noget besynderligt over det. Hoppen præsenterede sig endda oveni det hele.
"Fazet."
Var hans eneste svar på tiltale, inden han lod sin mule stryge over hendes krop. Undersøgende. Der var muskler under pelsen, men der var også tegn på at der havde været sket en masse for denne hoppe. Hun bar præg af at der var sket hende en masse. Han puffede til hendes hale. Ingen flettet. Skuffende. Mulen strøg ned og mærkede hovskæget. Hun lød skrøbelig og spinkel, men kroppen tydede på noget andet.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
Post by Lúthendril Oasis on Mar 6, 2019 9:15:40 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Hun var bestemt ikke hverken spinkel eller skrøbelig af bygning. Solide ben havde bragt hende langt, beskyttet af krøllet hovskæg. Kraftige lemmer, både skuldre hals, nakke og bagpart var stærke - ryggen løftede sig også, så maven aldrig hang på hendes fine krop. Hovedet var elegant med små hurtige ører, der reagerede på omgivelserne som små ninjaer... Men hendes psyke tog hende langt væk fra hvad kroppen havde at sige.
Hingstens tænder undersøgte. Stemmen formidlede et ord: Fazet. Det måtte være hans navn. Der var ingen videre besvarelse på hendes spørgsmål, for han havde ganske travlt med at hvad hun fornemmede var at 'se' halen, benene, hovene. Hun vendte sig og rankede nu sin krop en smule. Men ord ville ikke finde vej frem. Hun brummede i stedet... Det var hverken spørgende eller nysgerrig. Det var ikke en advarsel, ikke en invitation. Det var blot et brum bestående af noget der ønskede at blusse op, men aldrig gjorde det.
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Det trak let i vinden omkring dem. En brise flød mellem de to, som han undersøgte hoppens krop. Han havde ikke sine øjne at gøre det med, så kroppen måtte gøre det for ham. Hver en lille detalje, lyd - lugt.. Alt blev opsnappet og memoreret.
Hoppen forblev stille. Oasis. Hendes navn rungrede i det indre og placerede sig. Besynderligt navn - han havde sjældent været i oaser, men han brød sig ikke om det. Det var vådt og der kunne være sumpet med vand, og han brød sig ikke om vand. Han virrede let med hovedet, inden han snappede efter hendes haser. En brummen kom fra hende, og han endte med at ligge hovedet ovenpå hendes bagpart. Hvilene, uden at gøre andet. Generelt var han aldrig sammen med andre heste, men der var alligevel en rolighed over hende her. Hun blev ikke irriteret over at han ikke svarede på alt hvad hun spurgte ham om.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
Post by Lúthendril Oasis on Mar 22, 2019 20:03:09 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Oasis begyndte langsomt at finde sig tilpas i situationen... Han var jo ikke som sådan nærgående - for han havde intet syn. Uden syn måtte man benytte andre sanser. Hingstens mule var som hans øjne og hun stirrede et øjeblik forundret på måden han studerede hendes lemmer på. Brisen fangede hendes pandelok og lod den flyde ind over hendes øjne... Berøvede hoppens syn. Hun følte en snert af ubehag og frygt... Men så lukkede hun villigt sine øjne.
Hendes sanser skærpedes den smule de kunne. Hun lyttede efter hans berøring af hende. Hun kunne hører mulens vej over hendes pels - ja når vinden ikke var i hendes ører, følte hun næsten hun kunne hører pulsen under sit eget skind. Hoppens næsebor blev særligt sensitive overfor hans duft. Hun smagte på den med nysgerrighed... Da lagde hingsten hovede på hendes bagpart som for at hvile. Intet andet fulgte. Det var som om det blot var en accept af hende? Hendes øjne forblev lukkede... Tænksomme under de lilla øjenlåg. Hun søgte prøvende mod hingstens hårlag blot for at undersøge - som han gjorde det. Nok havde hun set ham, men hun tog et øjeblik hans adfærd til sig.