PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Han havde egentlig ikke behov for at lukke øjnene, men alligevel gjorde han det, som han lod hovedet hvile mod hendes bagpart. Aflsappet og for en kort stund gled ørene ud til siden. Han lyttede stilfærdigt til brisens vandren og mærkede hårlaget blive bevæget af vinden. Hun flyttede på sig hoved, men han åbnede ikke øjnene. I hvert fald ikke til at begynde med. Han mærkede ændringen i hendes krop. Bækkenet drejede sig en smule til den ene side, da hendes følehår ved mulen berørte hans pels. Det sitrede, men det var kun få sekunder, inden han ikke kunne have det mere. Hans øre gled mere og mere tilbage, inden han gav et ryk i hovedet, og skubbede sig væk fra hende. Han var ikke van til berøringer - ikke venlige eller undersøgende - kun dem der skulle gøre skade.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
Post by Lúthendril Oasis on Mar 22, 2019 21:05:35 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Afslappethed faldt over ham. Lige indtil det sekund hendes mule kom for tæt på. Hun havde forstyrret - det var ganske tydeligt at han ikke tog imod andres berøring på samme måde som han gav sin ud for at undersøge. Hoppen trak sig øjeblikkeligt og mimrede med mulen. Øjnene blev åbne og hun så de lagte ører... Hendes krop fandt nu ro, trods uroen i hendes sind. Hvem var han egentlig? Hvad havde formet ham sådan? Taget hans syn og måske endda hans tiltro til livet og kærlighed?
"Jeg undskylder, Fazet." hviskede hun oprigtigt. Han fortjente i det mindste hendes respekt. Måske var han misforstået?
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Der var ikke meget accept i den sortblå hingst. Han havde oplevet meget - og ville også opleve mere, men det var sjældent at han tog imod noget der kunne have bare en smule positivt på ham. De få gange han åbnede sig op, havde det været forgæves. Han havde opgivet. Alle forsvandt de med tiden, selv den lillae hoppe som havde vandret for en stund ved hans side og prøvet at se verden med hans tomme øjne - selv hun var forsvundet. Hvorhen vidste han ikke, men væk var sjælen endnu engang.
Hendes ord lød og han overvejede oprigtigheden i hendes stemme. Men han var ikke en der tilgav. Hun havde forsøgt, men det var ikke på samme måde som mange andre. Hun var nysgerrig, ligesom ham selv. Han tillod ikke andres berøringer - ikke uden selv at indbyde til det. Han slog et slag med halen, inden han kort virrede med hovedet. Han overvejede situationen. Men han rykkede sig ikke. Hovedet var for nu tomt og ord var der ingen af. Alligevel efter adskilligere minutter søgte mulen frem for at undersøge endnu engang.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
Post by Lúthendril Oasis on Mar 24, 2019 15:48:12 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Afventende forholdt hun sig i ro. Nærmest som om tiden gik lidt i stå og hun holdt vejret i en form for spænding. Han slog ikke fra sig... Han angreb ikke. Frygten sad let i hende, som den nu havde det med at angribe hende efter det traume hun var blevet udsat for. Øjeblikke passerede, men han hverken tilgav hende eller slog ud. Ignorerede han det hele? Måske vurderede han situationen. Hun trak sig en smule, som for at gå... Måske var det på tide at søge hjem til dem hun holdt af. De havde været frygtelig længe uden hende.
Hans hale slog og hovedet bevæget sig. Hun stirrede en smule - hans farver harmonerede smukt med hinanden. Hvad havde gjort ham så fjendtlig? Så... fortabt? Inden hun snurrede helt rundt, nåede hingstens mule at nå hende på ny. Undersøgende igen. Var det en invitation eller skulle det tolkes som om at hun kendte sin plads nu så han kunne fortsætte sit?
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Det ene øre dirrede svagt, da lyden af hendes ændrede adfærd mødte ham. Havde hun tænkt sig at gå? Hans mule rørte hendes varme pels atter, da hun stoppede i sin bevægelse - eller andledning til den. Han skubbede let overlæben op og lod den svagt berøre hendes skind, inden han sank den ned over tænderne igen. Han rykkede sig ikke. Ønskede ikke at hun rørte ham, men han ville alligevel undersøge. Han havde ingen andre muligheder.
Hun havde undskyldt. Det var et lille accept. Han trak atter mulen til sig, overvejende. Vurderende af situationen.
"Hvorfor er du her?"
Ordene var hæse. Han vidste ikke, hvordan man førte en normal samtale. Ja, han havde vel aldrig ført en normal samtale? Eller havde han? Måske få gange, men det var ved at være længe siden. Kunne han det? Næppe? Men han var rusten. Rusten i alt undtagen sine angreb og sanser.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
Post by Lúthendril Oasis on May 5, 2019 18:04:24 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Det kriblede en smule i hoppens skind. Hun kunne tolerere meget, også denne undersøgende fysiske adfærd. Men hun følte sig endnu tynget af traumet. Øjnene undersøgte nu ham, som hun fornemmede at det bestemt ikke var hans ønske at hun berørte ham igen. Øjnene var derfor hendes mulighed, hendes fordel. Han accepterede på en måde hendes undskyldning... Ville han have hun blev? Var han ensomt og i virkeligheden ville han gerne have nogen omkring sig?
"Elasium er mit hjem... Men hvorfor jeg er netop her, borte fra mine kære er en anden sag..." sagde hun stille. Ikke helt villig til at dele sine tanker. Hun var her fordi hun søgte fred til at komme sig.
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Han kendte ikke hoppen. Hendes navn jovist - men det var det eneste. Hendes fortid - nutid - fremtid - intet var ham bekendt. Han havde ikke empati overfor andre - ikke stor i hvert fald. han havde været gennem ensomheden hele sit liv, så hvordan skulle han vide noget om det? Han accepterede hendes tilstedeværelse for nu. Elasium. Han havde været der - det var han sikker på. Navnet var opstået før, men uden sit syn var han aldrig sikker på helt præcis hvor han befandt sig med grænserne.
"Hvorfor?"
Mange ville fange, at hun nok ikke ønskede at tale om det. Han ville høre det. Det ville give ham noget at tænke over, overvejelserne - for for ham var hun en fremmed, en som der bare kunne bruges for en stund til at udfylde tomrummet også kastes bort.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
Post by Lúthendril Oasis on May 10, 2019 20:08:23 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Hun så på denne blinde hingst med en smule frustrerede øjne, selvom han aldrig ville se dette. Han kendte nok i virkeligheden grænsen, men det var som om han ikke hørte det. Havde han brug for det? Tale - historie - for at dulme noget i sig selv for en stund? Hun følte sig en smule brugt... men det var forkert af hende. For hun blev ikke brugt på en måde der var uretfærdig i disse stunder. Hun kunne se hvordan han måske var ganske ensom og skubbede andre væk. Men der var alligevel noget der søgte denne historie fra hende. Spørgsmålet var i hendes tanker igen: Havde han brug for det?
For dem i nød, ville hun gerne lindre. Hun trak på smilebåndet selvom hendes historie intet var at smile over. "Jeg blev taget ud af min trygge hverdag hos mine døtre og deres far. Måske blev jeg alt for tryg... Semper Fi og hans broder så i hvert fald deres snit til at vælte mit væsen og torturere min sjæl i det kolde Frozticen. Jeg er her fordi traumet stadig skriger i mine åre og jeg søger ro..." hendes stemme ebbede ud og hun mistede en smule af sit mod til at tale.